110 år gammelt murerfirma i Middelfart går konkurs

Familiefirma gennem fire generationer må lukke efter gæld til Skat og mangel på opgaver inden for vedligehold af fredede bygninger.

Et af de ældste håndværksfirmaer i Middelfart er gået konkurs, skriver Fyens.dk. Murermester Sejersen blev i sidste uge taget under konkursbehandling efter en begæring fra Skat.

Virksomheden blev grundlagt i 1916 og har siden været drevet gennem flere generationer i samme familie. Senest var det fjerde generation, der forsøgte at føre firmaet videre, men det lykkedes ikke at skabe tilstrækkeligt med opgaver.

Ifølge ejer Bjørn Sejersen stoppede han selv med det fysiske arbejde i 2023 på grund af slid, hvorefter hans søn overtog driften. Samtidig blev det sværere at skaffe opgaver, særligt inden for bygningsbevarelse og renovering af fredede bygninger, som virksomheden havde specialiseret sig i.

Regnskaberne viste i de senere år en presset økonomi med negativ egenkapital, og til sidst kunne virksomheden ikke betale sin gæld til Skat på omkring 190.000 kroner, skriver Fyens.dk.

Annonce

– Det er træls, at sådan et gammelt familiefirma skal ende med en konkurs. Jeg tilbød også Skat at betale de 190.000, firmaet skyldte dem, over to omgange. Men den gik ikke, jeg skulle betale det fulde beløb med det samme, ellers ville de lukke firmaet, og så meget kunne jeg ikke finde her og nu, siger Bjørn Sejersen til avisen.

Kurator oplyser, at der også er enkelte andre kreditorer i boet, men at der kun er tale om mindre beløb, og at virksomheden ikke havde væsentlige aktiver.

Både far og søn er nu kommet videre i andre jobs i branchen. Ifølge Bjørn Sejersen er det ærgerligt, at virksomheden ikke kunne lukke på en mere ordentlig måde, men han understreger samtidig, at det nu handler om at se fremad.

I 2024 fik Murermester Sejersen et resultat efter skat på 47.000 kroner, mens virksomheden året før havde et underskud på 50.000 kroner.

AnnonceTilmeld Nyhedsbrev