Ejendomsudviklerfirmaet 1927 Estate har ifølge Århus Stiftstidende suspenderet og politianmeldt en medarbejder.
Sagen oprulles i den netop offentliggjorte TV 2-dokumentar Den sorte svane, skriver avisen.
Desuden har Århus Stiftstidende fået sagen bekræftet af selskabets direktør Bünyamin Simsek, der også er byrådsmedlem for Venstre.
– Vi har suspenderet en medarbejder og sendt ham hjem, mens vi undersøger sagen nærmere både internt og eksternt. Han er partner, da han har en medarbejderaktie på én procent. Derfor har jeg meddelt ejerkredsen, at man bør kigge på hans ejerandel, siger Bünyamin Simsek til Århus Stiftstidende.
For skjult kamera er den pågældende medarbejder blevet optaget i 2022, hvor han fortæller, at han har kendskab til, at en underentreprenør med forbindelser til Bandidos har kørt flere tusinde tons forurenet jord væk fra et af 1927 Estates byggeprojekter med omkring 150 boliger i Vallensbæk i 2020.
Den unavngivne underentreprenør skulle i den forbindelse blandt andet have omgået miljøkrav.
Politiets opmærksomhed er ifølge Århus Stiftstidende også blevet henledt på en mistænkelig pengeoverførsel, som medarbejderen ifølge dokumentation fra TV 2 har modtaget på sin private konto omkring projektets start i 2020.
Bünyamin Simsek understreger over for avisen, at 1927 Estate ikke har haft nogen økonomisk vinding ved at bruge den rockerrelaterede underentreprenør, og han tager dyb afstand til sagen.
Avisen har forgæves forsøgt at få en kommentar fra den pågældende medarbejder, som ifølge TV 2 er Martin Odgaard. Mediet oplyser videre, at der er tale om Bandidos-rockeren Fasar Abrar Raja.
TV 2 skriver, at 1927 Estate har hyret Rambøll til at undersøge håndteringen af jorden fra Vallensbæk.