33 indere taget i international indsats mod social dumping

På en byggeplads i Esbjerg er 33 indiske medarbejdere blevet sigtet for overtrædelse af udlændingeloven på grund af manglende arbejdstilladelse.

AnnonceTilmeld nyhedsbrevet fra Dansk Byudvikling

Den fælles myndighedsindsats mod social dumping, der består af Arbejdstilsynet, Skattestyrelsen og politiet, har i samarbejde med det polske arbejdstilsyn, undersøgt en polsk vikarvirksomhed, der udstationerer indiske arbejdere på en byggeplads i Esbjerg.

Tilsynet fandt sted i starten af februar og ledte til en større aktion på byggepladsen den 21. februar.

Her blev 33 indiske medarbejdere er sigtet for overtrædelse af udlændingeloven, da de ikke havde den fornødne arbejdstilladelse til at udføre arbejde i Danmark.

Det skriver  Beskæftigelsesministeriet i en pressemeddelelse.

– Vi vil ikke finde os i, at spillereglerne på det danske arbejdsmarked ikke overholdes. Jeg er derfor glad for, at vores internationale samarbejde mod social dumping viser dets værd. Mange af de udfordringer, vi har i Danmark med ulovlig udstationering af tredjelandes statsborgere, er også en udfordring i resten af Europa. Derfor er det positivt, at vi samarbejder på tværs af grænser og hermed nemmere kan håndhæve reglerne, udtaler beskæftigelsesminister Ane Halsboe-Jørgensen (S).

Næste skridt er, at de danske og polske myndigheder drøfter resultaterne og eventuelt behov for opfølgende indsats i samarbejde med ELA.

– Social dumping er ikke bare et problem i Danmark, men i hele EU. Det skal vi sætte hårdt ind overfor. Det undergraver vores samfund, når kriminelle snyder statskassen for store beløb, mens andre mennesker passer deres arbejde og betaler deres skat. Som justitsminister og tidligere beskæftigelsesminister er jeg glad for, at vi med samarbejdet i ELA har et effektivt våben i kampen mod social dumping, udtaler justitsminister Peter Hummelgaard (S).

Det er første gang, Danmark udfører et koordineret tilsyn på dansk jord, hvor samarbejdet er støttet af Den Europæiske Arbejdsmarkedsmyndighed, ELA. Målet er gennem deling af information at forbedre myndighedssamarbejdet over grænserne og håndhævelse i landene, skriver Beskæftigelsesministeriet.

Hovedformålet med tilsynet var at undersøge, om virksomheden og de cirka 33 indiske arbejdstagere, der arbejder på byggepladsen, lever op til EU’s regler om lovlig udstationering, samt om regler for arbejdsmiljø er overholdt.

Ifølge Palle Bisgaard, næstformand i 3F’s Byggegruppe, bør sagen dog i virkeligheden handle om de virksomheder, der udnytter arbejdere fra tredjelande.

– Det er rigtig godt, at myndighederne er lykkedes med at afsløre denne sag om manglende arbejdstilladelser. Men der er ingen tvivl om, at selvom det er de indiske arbejdere, der er sigtet for overtrædelse af udlændingeloven, så er der jo en grådig virksomhed, der står bag dette, siger Palle Bisgaard.

Derfor mener han også, at der bør sættes langt hårdere ind, end tilfældet er i dag.

– Vi har behov for langt større konsekvenser for de virksomheder, der udnytter de udenlandske kolleger. Der mener vi, at den fælles myndigheds indsats bør styrkes og sørge for også at varetage medarbejdernes interesser. Derudover er det oplagt at indføre et ID-kort i byggeriet med blandt andet info om arbejdsgiver, så kontrollen kan styrkes, siger Palle Bisgaard.

Det er i forbindelde med sagen også blevet undersøgt, om der afregnes korrekt skat og moms. Den vurdering kræver oplysninger om virksomhedens status i Polen.

Det koordinerede tilsyn gav mulighed for, at de polske myndigheder kunne verificere oplysningerne på stedet i en direkte telefonkontakt med Arbejdstilsynet.

Tilmeld nyhedsbrevet fra Dansk Byudvikling