
Rekonstruktionen i projektudviklingsselskaberne Innovater A/S og Innovater Bolig A/S er nu afsluttet efter en afgørelse i skifteretten fredag.
Samtidig er der gennemført et ejerskifte, som samler ejerskabet i én kreds. Dermed er en konkurs afværget.
Det skriver Estate Media.
– Vi glæder os over, at den plan, vi havde lagt, har mødt bred opbakning fra kreditorgruppen bag den ansvarlige lånekapital. Den tillidserklæring er vi selvfølgelig ydmyge omkring og er ekstra motiverede for at lykkes med de kommende projekter, udtaler administrerende direktør Peter Søgaard ifølge mediet i en pressemeddelelse.
Som led i løsningen har selskabet CECN ved Torben Røsler og Frank Mortensen overtaget hele ejerskabet af Innovater Group. De har siden 2024 været hovedaktionærer og ejer nu 100 procent af selskabet. De tidligere ejere Morten Lykke og Finn Birkjær er trådt ud af ejerkredsen, mens Finn Birkjær fortsat indgår i bestyrelsen.
I forbindelse med afslutningen af rekonstruktionen tilføres der i alt 75 millioner kroner i ny kapital. Halvdelen tilføres med det samme, mens de resterende 37,5 millioner kroner planlægges indskudt i løbet af 2026.
Rekonstruktionen har alene omfattet den ansvarlige lånekapital i Innovater A/S og Innovater Bolig A/S. Bankforpligtelser og øvrige kreditorer i de berørte selskaber samt andre selskaber i koncernen har ikke været en del af ordningen.
Ifølge Innovater skyldes behovet for rekonstruktion et meget højt aktivitetsniveau i perioden fra 2023 til 2025, hvor stigende renter og højere byggeomkostninger har lagt pres på økonomien.
Samtidig har færdiggjorte projekter medført tab på omkring 100 millioner kroner, og fra 2026 venter der et betydeligt betalingspres på ansvarlige lån på 115 millioner kroner.























