A. Enggaard vælger tre arkitekthold til konkurrence om Odense indre havn. Foto: PR.
A. Enggaard vælger tre arkitekthold til konkurrence om Odense indre havn. Foto: PR.

Siden efteråret 2021 har borgerne haft mulighed for at give deres besyv med, og nu går udviklingen af den indre havn i Odense ind i en ny fase. A. Enggaard udskrev i april 2022 et parallelopdrag med tre deltagende hold, og nu er deltagende hold udvalgt. Det skriver den nordjyske entreprenør- og byudviklingsvirksomhed i en pressemeddelelse.

De tre hold med henholdsvis Effekt og Tredje Natur, Vandkunsten og SLA samt Henning Larsen og Adept i spidsen skal udvikle forslag til en samlet bydelsudviklingsplan for Odense indre havn.

I alt 13 hold ansøgte om at deltage i konkurrencen om at udvikle havnearealet, som et partnerskab bestående af A. Enggaard, Odense Kommune og Odense Havn står bag.

– Vi må ærligt indrømme, at det ikke har været nogen nem opgave at udvælge de tre teams. Ansøgerfeltet var overvældende stærkt, og vi er ikke et sekund i tvivl om, at samtlige af de 13 ansøgerteams kunne have løst opgaven. Vi har valgt de tre hold, der efter vores vurdering både hver for sig og samlet set opfylder alle de krav og ønsker til tværfaglighed, som vi efterspørger, udtaler projektudvikler Jonas Kirkeby Nielsen fra A. Enggaard.

“Odense indre havn skal være spektakulær, urban og grøn. En bydel med synlig historie, havneidentitet og arkitektur af høj kvalitet. Her er oplevelser af international kaliber, kreativ puls og plads til at leve et aktivt liv ved vandet”, lyder det i visionen for fremtidens Odense indre havn.

De tre hold skal arbejde med udviklingsplanen fra august 2022 og et halvt år frem.

 – Vi har tilrettelagt en spændende og intensiv proces, hvor de tre teams arbejder med den samme opgave, men hvor vi er i dialog med dem hver for sig undervejs i processen, så vi får mulighed for at afprøve forskellige scenarier og løsninger. Med denne metode når vi forhåbentlig frem til et resultat, som både vi, Odense Kommune og Odenses borgere bliver begejstrede for, og som gør alle endnu mere stolte af Odense, udtaler byudvikler i A. Enggaard, Maya Arffmann.

Når parallelopdraget er afsluttet, er det forventningen, at parterne igangsætter en proces for udarbejdelse af en endelig bydelsudviklingsplan for Odense indre havn. Først når en endelig og politisk godkendt bydelsudviklingsplan foreligger, igangsættes arbejdet med lokalplanlægning af de enkelte delområder på Odense indre havn.

De tre udvalgte hold i parallelopdraget om Odense indre havn er:

  • Effekt og Tredje Natur med Lytt, Sweco og Briq Group
  • Vandkunsten og SLA med Cushman & Wakefield/RED, Mogens A. Morgen, EKJ Rådgivende Ingeniører og Valentin Trafikplanlægning
  • Henning Larsen og Adept med Rambøll, PlanScape og ORCA

Visionen for Odense indre havn bygger på syv temaer:

  1. Danmarks grønneste havn
  2. En sammenhængende by og bydel
  3. Det historiske kulturmiljø er omdrejningspunktet for fremtidens havn
  4. Vandet skal være en levende del af Odense indre havn
  5. Nye byggerier og byrum skal være af høj arkitektonisk kvalitet
  6. En bydel med en særlig kreativ puls og liv året rundt
  7. Odense indre havn understøtter mål om klimaneutralitet

Læs visionen i sin fulde længde på her.