Opalsøen i naturområdet Hammerknuden på Nordbornholm er med sine lodrette klippekanter og dybe vand blevet et yndet udflugtsmål for et stigende antal turister gennem de seneste 15-20 år.
Området ved Opalsøen udviklet sig til et centrum for friluftsturisme med aktiviteter som klatring, rappelling og tovbane.
Men infrastrukturen er ikke tilpasset de stigende besøgstal, hvilket har resulteret i betydelig trængsel og slitage på stier, trapper og parkeringsarealer i sommerhalvåret, lyder det i en pressemeddelelse fra Naturstyrelsen.
Det bliver der nu lavet om på med støtte på 8 millioner kroner fra A.P. Møller og Hustru Chastine Mc-Kinney Møllers Fond til almene Formaal.
Læs også: Realdania køber gammelt elværk og badeanstalt på Bornholm
– Mindst 200.000 mennesker besøger Opalsøen hvert år. Vi er derfor meget taknemmelige for donationen, som gør det muligt at lave og gennemføre en helhedsplan for hele området, udtaler skovrider Søren Friese fra Naturstyrelsen Bornholm.
– Det er vigtigt for os, at det bliver en løsning der både er gennemtænkt og som tilpasses til landskabet og stedets særlige historie, ligesom det f.eks. er sket med besøgscenteret ved Hammershus, bygningerne i Hammerhavn og udsigtsplatformene langs Cirkelstien.
Projektet omfatter blandt andet etablering af en badestige, en bro over en slugt, forbedring af stier og trapper, en ny toiletbygning og forbedring af parkeringsforhold.