A.P. Møller Fonden donerer intet mindre end 110 millioner kroner til Naturpark Svanegrund i Horsens Fjord.
Det skriver Horsens Kommune i en pressemeddelelse.
– Livet i og omkring de danske farvande har det svært. Det har vi alle efter evne en pligt til at gøre noget ved, udtaler Ane Mærsk Mc-Kinney Uggla, formand for A.P. Møller og Hustru Chastine Mc-Kinney Møllers Fond til almene Formaal.
– Jeg glæder mig derfor over, at Fonden kan bidrage til bedre livsbetingelser for dyr og planter i havnaturparken Svanegrund.
Pengene skal bidrage til arbejdet med at løfte naturen i Horsens Fjord og det østjyske øhav i de kommende fem år.
Med sine 84.000 hektar bliver Naturpark Svanegrund den største naturpark i Danmark. Projektet er et samarbejde mellem Odder, Horsens, Hedensted og Samsø Kommuner og skal styrke både natur og friluftsliv i området.
Planen er at genoprette dyre- og plantelivet med nye stenrev og udplantning af ålegræs, samtidig med at der etableres formidlingshuse, fugletårne, lejrpladser og stier langs kysten.
Frivillige står bag projektet

Projektet udspringer af en lokal frivillig indsats i Fonden Naturpark Svanegrund, der nu får støtte fra de fire kommuner.
– At forbedre havmiljøet er blevet en folkesag. Vi arbejder derfor både på at skabe konkrete forbedringer i havet og på at informere områdets besøgende, beboere og brugere om de indsatser, der gennemføres, udtaler Palle Holsting, der er formand for Fonden Naturpark Svanegrund og sammen med en stor gruppe frivillige står bag initiativet.
Naturpark Svanegrund vil omfatte fjorde, øer og kystområder mellem Odder, Samsø, Hedensted og Horsens.
Det lave vand og den gode lysgennemtrængning giver optimale betingelser for et rigt plante- og dyreliv, som projektet nu får mulighed for at styrke.
Om Naturpark Svanegrund
- En lavvandet marin naturpark med tilstødende landarealer, der er beskyttet som Natura 2000 områder samt kystnære arealer, der er ejet af staten.
- Omfatter cirka 84.000 hektar, hvoraf 56 procent er beskyttet natur. Området omfatter kystfarvandet mellem Odder, Samsø og Hedensted Kommuners kystlinjer samt Horsens Fjord, som består af Inderfjorden og Yderfjorden. Områderne rummer også øerne Hjarnø, Alrø, Endelave og Tunø.
- På grund af det lave vand i naturparken er der stor gennemtrængning af lys til bunden. Det giver mulighed for en rig biologisk produktion, fordi den er afhængig af lys til planterne, som igen fortsætter op i fødekæden til fiskene.
- Det er Fonden Naturpark Svanegrund, som har modtaget donationen på 110 millioner kroner fra A.P. Møller Fonden. Horsens Kommune skal stå for sekretariatsbetjeningen af Naturpark Svanegrund i samarbejde med Odder, Samsø og Hedensted Kommuner.
- Projektet kommer både til at indeholde naturgenopretning med stenrev, biogene rev og udplantning af ålegræs samt formidling og bedre rammer for friluftslivet. Det konkrete projektindhold skal fastlægges i den kommende tid.
Kilde: Horsens Kommune.























