
Efter 81 minutters debat har et flertal i Aalborg Byråd besluttet at gå videre med planerne om at placere en ny dag- og natvarmestue på Karolinelundsvej i Aalborg, skriver Nordjyske.
Sagen har skabt stor debat blandt både politikere og naboer, og byrådssalen var fyldt med tilhørere under mødet. Politikerne var enige om, at sagen er følsom, fordi den både handler om hjælp til socialt udsatte borgere og hensynet til naboer og byudvikling.
Flertallet bestående af Socialdemokratiet, SF, Radikale Venstre, Enhedslisten samt løsgængeren Vibeke Gamst stemte for at godkende den såkaldte startredegørelse. Dermed kan arbejdet med en ny lokalplan nu begynde.
Liberal Alliance, Venstre, Konservative, Danmarksdemokraterne og Dansk Folkeparti ønskede at sende sagen tilbage til Teknik- og Miljøudvalget for at undersøge nye oplysninger nærmere.
Mikael Simonsen fra Liberal Alliance mener blandt andet, at området omkring Karolinelundsvej er uegnet til en varmestue, fordi området også rummer ungdomsmiljøer og muligheder for fremtidig boligudvikling på grund af et kommende salg af slagterigrunden.
– Når Danish Crown lukker frikadellefabrikken, åbner det jo nogle nye muligheder for området mellem Karolinelund og Østre Anlæg. Det kunne blive et rigtig godt område for børnefamilier og byliv. Netop det område vil være oplagt til boliger for børnefamilier, siger han Nordjyske.
Også flere naboer havde håbet på en udsættelse af beslutningen. Lars Højmark fra ejerforeningen Østerbro 24, som bliver nabo til varmestuen, kritiserer processen og mener, at nye oplysninger burde have været undersøgt grundigere.
Den kommende lokalplan skal nu udarbejdes og sendes i offentlig høring. Processen ventes at tage op mod et år.
Varmestuen skal opføres på Karolinelundsvej 11, hvor Textil Centret Botex lå indtil marts 2023. Projektet indebærer opførelse af cirka 1.040 kvadratmeter ny bebyggelse med mulighed for senere udvidelse på omkring 220 kvadratmeter.






















