Aalborg Portland. Foto: Dansk Byudvikling.
Aalborg Portland. Foto: Dansk Byudvikling.

Aalborg Portland har sikret sig en historisk støtteaftale med Energistyrelsen, der skal gøre det muligt at etablere et af Europas største industrielle anlæg til fangst og lagring af CO2.

Det oplyser cementproducenten i en pressemeddelelse.

Aftalen giver Aalborg Portland støtte på omkring 875 kroner for hvert ton fanget CO2 i 15 år. Det svarer til op til 1,1 milliarder kroner om året og et samlet støttebeløb på 16,5 milliarder kroner, reguleret efter inflation.

Fra 2030 forventer Aalborg Portland at kunne fange og lagre op til 1,25 millioner ton CO2 om året fra produktionen i Aalborg. Virksomheden arbejder samtidig med en ambition om at øge kapaciteten til 1,4 millioner ton årligt.

– Det her er en skelsættende dag for Aalborg Portland og for dansk CO2-fangst, udtaler administrerende direktør Søren Holm Christensen fra Aalborg Portland.

– Med aftalen kan vi nu tage det afgørende skridt mod realiseringen af et projekt, der ikke bare er stort i dansk sammenhæng, men som hører til blandt de største industrielle CO2-fangstprojekter i Europa. Projektet kan sætte Danmark i front på CCS og vise resten af Europa, hvordan tung industri kan omstilles i stor skala.

Projektet, der har fået navnet ACCSION, bliver udviklet i samarbejde med Air Liquide og Harbour Energy og skal omfatte hele kæden fra fangst til transport og permanent lagring af CO2. Samtidig skal projektet bidrage til at opbygge en ny dansk værdikæde for CO2-fangst og lagring.

Når anlægget er i drift, ventes det alene at levere mere end halvdelen af målet i den danske pulje for CO2-fangst. Ifølge Aalborg Portland vil projektet dermed udgøre det største enkeltstående bidrag til Danmarks klimamål.

Virksomheden ser projektet som et afgørende skridt mod målet om at blive CO2-neutral på egne direkte udledninger i 2030. Samtidig vurderes det at styrke dansk industris position i den grønne omstilling og sikre, at cement fortsat kan spille en central rolle i fremtidens byggeri og infrastruktur.

AnnonceTilmeld Nyhedsbrev