Aalborg Universitet investerer 530 millioner i nyt kraftcenter for rumforskning

Aalborg Universitet bygger et nyt forskningscenter for rumteknologi for 80 millioner kroner, mens der skal renoveres for 450 millioner kroner.

Aalborg Universitet investerer 530 millioner kroner i nye forsknings- og undervisningsfaciliteter, der skal danne et af Europas mest moderne centre for rumteknologi.

Det skriver universitet i en pressemeddelelse.

– Det er en meget stor investering. Vi gør det for at sikre, at den rumteknologiske forskning i Danmark fortsætter med at være i verdensklasse, udtaler Per Michael Johansen, rektor, Aalborg Universitet.

Byggeriet af AAU Tech Lab begynder i 2026, og det nye rumcenter forventes færdigt i 2028. Her får forskere og studerende adgang til avancerede laboratorier, værksteder og kontorer samt en flyvergård til droneflyvning og robotaktiviteter.

Projektet omfatter 1.650 kvadratmeter nybyggeri til 80 millioner kroner. Det opføres i totalentreprise af Arne Andersen Vrå i samarbejde med Arkitema og Cowi. Samtidig gennemføres en omfattende renovering af 16.500 kvadratmeter eksisterende bygninger, som skal stå klar i 2029.

Renoveringsprojektet til 450 millioner kroner finansieres delvist af Aalborg Universitet selv, Unilab Midler og Bygningsstyrelsen, som er bygherre på begge projekter.

Hoffmann skal i totalentreprise stå for renoveringerne i samarbejde med H+ Arkitekter og Artelia.

Samtidig åbner universitetet i 2026 et nyt Space Tech Center, der samler forskningen i satellitter, robotter og rumkommunikation. Centeret skal styrke samarbejdet med danske og internationale partnere som Den Europæiske Rumorganisation, ESA, og skabe et endnu stærkere fundament for innovation på området.

Nordjysk milliardindustri

Rumindustrien har for alvor slået rod i Nordjylland, hvor en klynge på omkring 40 virksomheder i dag omsætter for 3,1 milliarder kroner og beskæftiger over 1.100 medarbejdere.

En ny analyse fra IRIS Group viser, at samarbejdet mellem universitet og erhvervsliv har gjort Nordjylland til et af Europas stærkeste vækstområder inden for rumteknologi.

Den globale rumindustri står desuden foran en enorm vækst. En analyse fra McKinsey vurderer, at markedet vil vokse fra omkring 4 billioner kroner i dag til 11,5 billioner kroner i 2035.

Siden 2010 er antallet af rumvirksomheder i Nordjylland vokset med 150 procent, beskæftigelsen med 88 procent og omsætningen med hele 228 procent.

Branchen står i dag for en eksport på 1,3 milliarder kroner, og over halvdelen af de ansatte har en lang videregående uddannelse.

Investeringen omfatter to projekter

Projekt 1: Omfattende renovering af eksisterende bygninger

Totalentreprenør: Hoffmann
Arkitekt: H+ Arkitekter
Ingeniør: Artelia
Samlet areal: 16.500 kvadratmeter
Budget: 450 millioner kroner
Byggeperiode: 2026–2029

Omfattende renovering af nuværende bygningerne med laboratorier, kontorer, undervisningslokaler samt grupperum.

Målet er at skabe nogle af de mest moderne og avancerede faciliteter af sin art i Europa.

Renoveringen vil ikke blot opgradere de fysiske rammer, men også sikre fleksible og fremtidssikrede miljøer til både forskning, undervisning og samarbejde.

Projekt 2: Nyt AAU Tech Lab – Nye faciliteter til forskning og innovation

Totalentreprenør: Arne Andersen Vrå
Arkitekt: Arkitema
Ingeniør: Cowi
Areal: 1.650 kvadratmeter
Anlægssum: Cirka millioner kroner
Byggestart: Forventet primo december 2026
Overdragelse: Januar 2028

AAU Tech Lab indrettes overvejende med laboratorier og en hal på cirka 400 kvadratmeter, hvor der er mulighed for fleksibel indretning til forskningsprojekter.

Bygningens andet afsnit indeholder undervisningslaboratorium til studerende samt et værkstedsområde (Makerspace) med en variation af værksteder til rådighed for studerende og forskere.

Derudover er der kontor- og værkstedsfaciliteter til teknikere, fællesarealer med mulighed for ophold og drop-down arbejdspladser samt et udendørs indhegnet areal på cirka 600 kvadratmeter (Flyvergård) til droneflyvning, robotaktiviteter og ophold.

Det er Bygningsstyrelsen, som er bygherre for begge projekter.

Kilde: Aalborg Universitet.

Tilmeld nyhedsbrevet fra Dansk Byudvikling