PHM Danmark udvider sin position på det nordjyske ejendomsmarked med købet af Haugaard Braad Ejendomsadministration, oplyser koncernen i en pressemeddelelse.
Opkøbet er det næste skridt i PHM Danmarks satsning på ejendomsadministration i Nordjylland. Nordstjernens Ejendomsadministration blev en del af koncernen i 2025 efter overtagelsen af aktiviteterne fra Spar Nord.
Efter opkøbet bliver virksomheden slået sammen med Nordstjernens Ejendomsadministration, som allerede er ejet af PHM Danmark.
Dermed bliver de to største Aalborg-baserede ejendomsadministrationer nu til én samlet virksomhed.
Nordstjernens Ejendomsadministration har gennem mange år haft en stærk position inden for administration af ejer- og andelsboligforeninger, mens Haugaard Braad især har specialiseret sig i private investorer og ejendomsejere. PHM Danmark vurderer, at fusionen vil skabe en stærkere organisation med flere specialister og et bredere fagligt miljø.
– Med Haugaard Braad Ejendomsadministration får vi en virksomhed, der komplementerer Nordstjernens Ejendomsadministration særdeles godt og styrker vores position blandt private investorer og ejendomsejere, udtaler administrerende direktør Kasper Bygholm fra PHM Danmark.
Den samlede virksomhed fortsætter under navnet Nordstjernens Ejendomsadministration med Martin Hedegaard som administrerende direktør.
– Ved at samle virksomhederne får vi mulighed for at bygge videre på det bedste fra begge organisationer og skabe en endnu stærkere platform for kunder, medarbejdere og den fremtidige udvikling af forretningen, udtaler Martin Hedegaard.
I løbet af de kommende måneder skal de to virksomheder integreres. Senere på året flytter medarbejderne fra Haugaard Braad ind i Nordstjernens lokaler på Østre Havnepromenade i Aalborg.























