Aarhus Kommune går nu i gang med at opføre et nyt værested i Sydhavnen, som skal erstatte det nuværende, nedslidte tilbud til byens socialt udsatte borgere.
Det nye værested forventes klar efter sommeren 2027, skriver kommunen i en pressemeddelelse.
– Der bliver mere plads og nye, fede faciliteter. Men vigtigst bliver der plads til at være den, du er, og til at møde gode folk, der står klar til at hjælpe med de ting, der bøvler i hverdagen, udtaler Michael Christensen (LA), der er rådmand for Sociale Forhold og Beskæftigelse i Aarhus Kommune.
Bygningen er tegnet af Pax Architects og opføres centralt i Sydhavnen i det såkaldte Gadens Kvarter og får et samlet areal på cirka 600 kvadratmeter fordelt på to etager. Indretningen kommer til at rumme fællesarealer, køkken, samtalerum samt faciliteter til bad og vask. Der etableres også et afskærmet gårdrum.
Det nye værested placeres på Kalkværksvej tæt på Danske Commodities, som har bidraget med 5 millioner kroner til projektet, ligesom Salling Fondene bidrager med 8 millioner kroner.
Den samlede anlægssum er på 28 millioner kroner. Heraf er en del finansieret af kommunen, mens donationer fra fonde og erhvervsliv også har gjort projektet muligt. Der er desuden afsat midler til et kommende stofindtagelsesrum.
Værestedet i Sydhavnen bruges i dag af omkring 300 borgere og holder åbent hele året. Det eksisterende tilbud fortsætter driften, indtil det nye byggeri står færdigt.























