AnnonceTilmeld nyhedsbrevet fra Dansk Byudvikling

Kortlægningen af hjemløsheden i Danmark i 2024 viser, at antallet af hjemløse i Aarhus Kommune er steget de seneste år.

Det skriver kommunen i en pressemeddelelse.

Samlet set viser kortlægningen, at antallet af hjemløse aarhusianere er steget fra 507 til 556 siden optællingen i 2022.

Det skyldes især en stigning i antallet af borgere, der overnatter på sofaen hos familie og venner som følge af en frivillig eller ufrivillig mangel på egen bolig.

– Det ærgrer mig, at antallet af hjemløse stiger. Det er jeg både ked af og overrasket over. Hvis man er boligløs og slås med forskellige udfordringer, skal det være nemt og enkelt at henvende sig til kommunen, for alle har brug for et sted, der er deres eget, udtaler social- og beskæftigelsesrådmand Anders Winnerskjold (S).

Kommunen oplever heldigvis fortsat et fald blandt de hårdest stillede hjemløse, gadesoverne.

Socialrådmanden peger blandt andet på, at Aarhus Kommune mangler flere boliger, der er til at betale for borgere på kontanthjælp. Små lejligheder og værelser med egen indgang, mobile boliger, tiny houses og andre skæve rammer.

Sammen med Partnerskabet og Aarhus Byråd fastholder socialrådmanden den ambitiøse målsætning om, at der maksimalt må være 300 hjemløse aarhusianere i 2026 – og 150 i 2030.

– Som jeg tidligere har sagt, er jeg ikke bange for at sætte konkrete mål og at stå til ansvar for dem løbende. Også selv om opgaven er svær at løse. Vi skal gøre så meget som muligt for at opfylde de hjemløses behov. Det skylder vi nogle af vores mest udsatte og sårbare borgere, udtaler rådmanden.

Aarhus har stort set halveret antallet af unge hjemløse

Hvert andet år foretager Det Nationale Forsknings- og Analysecenter for Velfærd (VIVE) en kortlægning af hjemløsheden i Danmark baseret på en optælling i uge 6.

Optællingen viser, at Aarhus Kommune nu har realiseret sit mål om at nedbringe antallet af hjemløse aarhusianere fra 2019 til 2024 – og stort set også har indfriet målet om at halvere antallet af unge hjemløse (18-24 år) i samme periode.

Samlet set er antallet af hjemløse aarhusianere dog steget med 49 siden optællingen i 2022.

Hjemløse aarhusianere

2019

2022

2024

0-17 år

20

18-24 år

172

95

95

25-29 år

147

129

102

30-39 år

158

113

135

40-49 år

113

77

104

50-59 år

93

54

48

60+

36

28

34

Uoplyst alder

31

11

18

I alt

750

507

556

Hjemløseindsatsen i Aarhus Kommune

Aarhus Kommunes helhedsorienterede tilgang på hjemløseområdet kaldes Housing First og handler om at hjælpe hjemløse borgere bedst muligt i overgangen til en permanent bolig via en økonomisk, social og praktisk støtte.

Sidste år vedtog byrådet syv nye mål for hjemløseindsatsen med afsæt i VIVE’s optælling:

1) I 2026 må der maksimalt være 100 hjemløse aarhusianere i alderen 18-29 år. Og maksimalt 300 hjemløse aarhusianere i alt.

2) I 2030 må der maksimalt være 50 hjemløse aarhusianere i alderen 18-29 år. Og maksimalt 150 hjemløse aarhusianere i alt.

3) Per 1. januar 2026 opholder ingen unge aarhusianere under 30 år sig på Aarhus Kommunes egne forsorgshjem for voksne.

4) Per 1. januar 2026 modtager alle hjemløse aarhusianere, der har ophold på et forsorgshjem, en Housing First-indsats inden for 90 dage.

5) Fra 1. januar 2026 har 90 procent af de borgere, der modtager et pakkeforløb, folkeregisteradresse et år efter indflytning i egen bolig.

6) Fra 1. januar 2026 er der år for år en stigende tilknytning til arbejdsmarked og/eller uddannelse hos borgere, der modtager pakkeforløb.

7) I 2030 er hjemløshed højst en kortvarig tilstand. Ingen aarhusianere lever i langvarig hjemløshed – det vil sige mere end et år.

”En vej ud af hjemløshed”

I 2023 tog social- og beskæftigelsesrådmand Anders Winnerskjold initiativ til et partnerskab mellem Aarhus Kommune og en masse sociale aktører på hjemløseområdet.

Partnerskabet ”En vej ud af hjemløshed” består indtil videre af 31 aktører foruden kommunen:

SAND Østjylland – De hjemløses Landsorganisation, Hjem til Alle Alliancen, Kirkens Korshær Aarhus, Kirkens Korshærs Forsorgstilbud Aarhus, Røde Kors Aarhus, Blå Kors Egåhus, BL – Danmarks Almene Boliger, Kofoeds Skole Aarhus, SIND Aarhus-Samsø, Lind Foundation, Baglandet Aarhus, Skraldecaféen, KFUMs Sociale Arbejde, Reden Aarhus, Fairhuset, Café Parasollen, Den Sociale Retshjælps Fond, Det Grønlandske Hus, Fundamentet, Foreningen Gadeliv, Liva Rehab Midtjylland, Det Blå Sted Aarhus, Hjemløs i Aarhus / Det Rullende Hjerterum, FGU Aarhus, Bostedet Ellengården, Hjælp til Hjemløse, Ombold, Frivillighedscenter Aarhus, Social Sundhed, Mandecentret, Muhabet.

Kilde: Aarhus Kommune.

Tilmeld nyhedsbrevet fra Dansk Byudvikling