Aarhus sætter 100 millioner kroner af til pressede byggeprojekter

Kommunen erkender, at flere anlægsprojekter er blevet for dyre. Samtidig hæves priserne for kommunens velfærdsbyggeri, mens der varsles et grundigt eftersyn af hele anlægsporteføljen.

Rådhuset i Aarhus. Foto: © Dansk Byudvikling.
Rådhuset i Aarhus. Foto: Dansk Byudvikling.

Aarhus Kommune afsætter yderligere 100 millioner kroner til at holde hånden under en række byggeprojekter, der er blevet økonomisk udfordrede.

Det fremgår af budgetaftalen for 2027-2030, som blev indgået 17. september.

Bag aftalen står et enigt byråd.

Flere igangværende anlægsprojekter på ejendomsområdet kan ifølge aftalen ikke gennemføres i deres nuværende form inden for de afsatte budgetter. En taskforce i Teknik og Miljø har derfor gennemgået projekterne med bistand fra Rambøll.

Kommunen vil blandt andet prioritere dagtilbudsafdelingen på Thomas Windings Gade samt den planlagte om- og udbygning af Rundhøjskolen. De 100 millioner kroner løser dog ikke hele finansieringsproblemet. Derfor skal kommunen undersøge, om andre projekter skal nedskaleres eller omprioriteres.

Samtidig erkender politikerne med budgetaftalen, at de stigende byggepriser har gjort de hidtidige økonomiske rammer utilstrækkelige. Aarhus Kommune hæver derfor enhedspriserne for blandt andet skoler, dagtilbud, botilbud og plejeboliger. For skoler og dagtilbud skaber de nye priser et yderligere finansieringsbehov på 166,9 millioner kroner frem mod 2036, hvoraf 90 millioner kroner nu afsættes.

På anlægsområdet er der samtidig afsat 30 millioner kroner årligt i 2027-2029 til de nye enhedspriser og yderligere 30 millioner kroner i 2030. Der er også afsat 40 millioner kroner i både 2027 og 2028 til projekter med udfordrede byggeøkonomier.

Problemerne stopper dog ikke ved de enkelte projekter. Aarhus Kommune skriver, at det samlede anlægsniveau i de kommende år overstiger både kommunens forventede kapacitet til at gennemføre projekterne og den statslige anlægsramme. Derfor skal der gennemføres et anlægseftersyn i forbindelse med budgettet for 2028. Her skal projekter blandt andet periodiseres eller fjernes, så kommunens samlede byggeprogram bliver mere realistisk.

Samtidig får Aarhus Ejendomme et løft på 30 millioner kroner i 2027, 27,5 millioner kroner årligt i 2028 og 2029 samt 25 millioner kroner i 2030. Der afsættes desuden 50 millioner kroner til afvikling af gæld i Aarhus Ejendomme.

Budgetaftalen lægger dermed op til både flere penge til byggeriet og en strammere styring af projekterne. Målet er ifølge aftalen at undgå, at nye byggeprojekter igen og igen kræver ekstra bevillinger undervejs.

AnnonceTilmeld Nyhedsbrev