En ny stålbro på 270 meter skal forbedre forbindelserne mellem Reykjaviks indenrigslufthavn og bydelen Kópavogur.
Broen, der får navnet Fossvogurbroen, bliver opført af Aarsleff i samarbejde med det islandske søsterselskab Ístak.
Selskaberne har indgået en kontrakt på omkring 400 millioner kroner med Betri samgöngur ohf., som ejes af den islandske stat og seks kommuner i hovedstadsområdet. Detailplanlægningen er i gang, og broen skal stå færdig i sommeren 2028.
– Fossvogurbroen er et projekt, der passer perfekt til os, udtaler forretningsdirektør i Aarsleff, Thomas Kofod Bentsen.
– Vi kombinerer Ístaks lokalkendskab og Aarsleffs internationale erfaringer fra større vandbygningsprojekter med specialkompetencer inden for fundering og produktionskapacitet hos Aarsleff BIZ – vores betonelementfabrik i Polen. Det er netop den type opgave, hvor vores One Company-samarbejde virkelig kommer til sin ret.
Broen bygges som hovedentreprise og omfatter blandt andet fem spænd, 900 tons stål, 1.000 kubikmeter præfabrikeret beton og 2.100 kubikmeter in-situ beton. Fundamentet etableres på 36 stålpæle, der bores mellem 10 og 27 meter ned og forankres halvanden meter i grundfjeldet.
Placeringen tæt ved lufthavnen stiller særlige krav til planlægning, sikkerhed og højderestriktioner, hvor Ístaks erfaring fra Keflavik International Airport bliver central.
Fossvogurbroen indgår i første fase af Borgarlínan, et Bus Rapid Transit-system, der skal forkorte rejsetiden og reducere udledninger fra persontransporten i den islandske hovedstad.






















