Aarsleff bygger nyt domicil til energi- og fiberkoncern

Energiselskabet samler omkring 200 medarbejdere i et 5.100 kvadratmeter kontorbyggeri, der opføres med træ som et gennemgående materiale.

Byggeriet af Auras nye domicil i Viby J er nu gået i gang.

Det fremgår af en pressemeddelelse fra Aarsleff, der både er projektudvikler og totalentreprenør, ligesom entreprenørgiganten har solgt grunden til den andelsejede energi- og fiberkoncern.

– Vi har været med fra de første tanker om byggeriet og har leveret grunden, og det har givet os gode muligheder for at omsætte bygherrens ønsker til konkrete løsninger, udtaler Klaus Andersen, afdelingsdirektør i Aarsleff.

Kontorbygningen opføres i tre etager og får et omfang på 5.100 kvadratmeter, der skal give plads til omkring 200 medarbejdere, som i dag arbejder fra flere adresser i Østjylland.

Projektet er udviklet i et samarbejde mellem parterne, mens Cebra og Norconsult er valgt som rådgivere. Desuden har Aarsleff-selskaberne Wicotec Kirkebjerg og Dan Jord assisteret.

Træ bliver et gennemgående materiale i byggeriet. Det skal blandt andet bruges i konstruktionerne og facaderne, mens brugen af beton begrænses. Bygningen opføres uden kælder.

I centrum kommer et stort atrium med træoverflader og varme farver. Herfra bliver der adgang til blandt andet kantine, mødecenter og kontoretager.

Aura har samtidig en ambition om at få bygningen certificeret til DGNB Guld og DGNB Hjerte. Det nye domicil forventes afleveret i 2028, og Aura planlægger at overtage bygningen i april 2028.

AnnonceTilmeld Nyhedsbrev