Bestyrelsen for Aarsleff har i dag behandlet og godkendt delårsrapporten for første halvår af regnskabsåret 2024/25.
Omsætningen steg med 2,9 procent til 10,78 milliarder kroner, mens driftsresultatet
(EBIT) var på 465 millioner kroner, hvilket svarer til en EBIT-margin på 4,3 procent.
Ordreindgang var på 11,7 milliarder kroner, og dermed er ordrebeholdning på 25,2 milliarder kroner.
– Halvåret viser et tilfredsstillende resultat med en god ordreindgang og et marked, som efterspørger Aarsleff-koncernens kompetencer, udtaler administrerende koncerndirektør i Aarsleff, Jesper Kristian Jacobsen.
– Vores fokus på det nordeuropæiske marked og primært offentlige kunder betyder, at vi kun i begrænset omfang er påvirket af den særlige geopolitiske situation. Vi ser også potentiale i regionens øgede fokus på forsvaret, ligesom vi fortsat ser mange muligheder inden for energi og infrastruktur.
Forventningerne til regnskabsåret blev den 14. maj justeret til en omsætningsvækst på 2 til 6 procent svarende til en omsætning på 22 til 23 milliarder kroner mod tidligere 21,7 til 22,8 milliarder kroner. Forventningerne til driftsresultatet blev justeret til et sted mellem 1,1 og 1,2 milliarder kroner mod tidligere forventet et sted mellem 1,05 og 1,15 milliarder kroner.