Sund og Bælt har tildelt Aarsleff Rail opgaven med at anlægge de første overhalingsspor ved Kalvebod i København.
Projektet skal øge kapaciteten for både passager- og godstog og udføres som en totalentreprise med en samlet værdi på op til 330 millioner kroner.
Det skriver Sund & Bælt i en pressemeddelelse.
Baggrunden er Folketingets beslutning om at skabe bedre fremkommelighed på jernbanen gennem anlæg af nye overhalingsspor. Projektet er en del af Infrastrukturplan 2035 og spiller en central rolle i udviklingen af den sydlige jernbanekorridor fra Roskilde via København Syd til Københavns Lufthavn.
Når sporene står færdige, bliver det muligt at køre tog direkte fra Vestdanmark til lufthavnen, samtidig med at den samlede kapacitet på strækningen øges betydeligt.
Også den kommende forbindelse under Femern Bælt forventes at øge mængden af togtrafik mellem Sydeuropa og Skandinavien. De nye overhalingsspor ved Kalvebod bliver derfor vigtige for at kunne håndtere fremtidens trafik og sikre en robust jernbaneinfrastruktur.
Aarsleff Rail skal sammen med rådgivningsvirksomheden Sweco stå for første etape af arbejdet, som omfatter jordarbejde, afvanding og konstruktioner. Arbejdet forventes at begynde i foråret 2026 og være afsluttet i 2028.
Der er i alt afsat knap 713 millioner kroner til etableringen af overhalingssporene, som er miljøvurderet og godkendt af Trafikstyrelsen.
Projektet indgår desuden i det transeuropæiske transportnetværk TEN-T og har modtaget økonomisk støtte fra Den Europæiske Union.























