Ebbe Malte Iversen, afgående bestyrelsesformand for Per Aarsleff Holding A/S. Foto: PR.
Ebbe Malte Iversen, afgående bestyrelsesformand for Per Aarsleff Holding A/S. Foto: PR.
AnnonceTilmeld nyhedsbrevet fra Dansk Byudvikling

Ebbe Malte Iversen træder den 30. januar af som bestyrelsesformand for Aarsleff. Det oplyser entreprenørvirksomheden i en pressemeddelelse.

Han begyndte karrieren i selskabet i 1975 og har besiddet så forskellige roller som kalkulatør, afdelingsingeniør, direktør og siden administrerende direktør. I 2020 tiltrådte han som bestyrelsesformand.

– Mit arbejde har også været min hobby – og jeg har været utroligt privilegeret. Men nu er jeg blevet 73 og har stadig nogle ambitioner, jeg gerne vil realisere – særligt i forhold til familien – og nogle bestyrelsesopgaver. Så tidspunktet er det rigtige for mig, og det er det rigtige for Aarsleff, udtaler Ebbe Malte Iversen.

Læs også: Aarsleff køber 80 procent af færøsk entreprenørselskab

Da den afgående bestyrelsesformand begyndte på Aarsleffs daværende kontor på Lokesvej, virkede forretningen primært som underentreprenør for lokale murermestre.

Ebbe Malte Iversen skønner, at han var én blandt godt 20 funktionærer på kontoret, der sammen med byggepladserne leverede en omsætning på cirka 50 millioner kroner årligt.

I dag forlader han en virksomhed, der omsætter for mere end 21 milliarder kroner, og som netop har leveret endnu et rekordresultat, hvor bundlinjen passerede milliarden.

– Hos Aarsleff har vi været gode til at indgå i projektsamarbejder, vi kunne lære af. Det gælder sammen med vores kunder og partnere samt i et utal af konsortier og joint ventures, udtaler Ebbe Malte Iversen.

Læs også: Fire store rammekontrakter til Aarsleff Rail

– Og så har vi været gode til at identificere de områder inden for branchen, hvor vi kunne opnå en fordel ved øget specialisering – det gælder for eksempel funderingsarbejder, underjordisk rørrenovering, jernbanearbejder og installationsarbejder.

Ebbe Malte Iversen bevarer sin bestyrelsespost i Aarsleff-Fonden og er desuden formand i Stibo-koncernen og i Ejendomsfonden Aarhus International School samt næstformand i Ege Carpets.

Blå bog: Ebbe Malte Iversen

73 år og opvokset i Lemvig

Uddannet akademiingeniør, bygningslinjen på Aalborg Universitet

Ansat ved Aarsleff i 1975 som kalkulatør.

Medlem af direktionen i 1989 og administrerende direktør fra 1999 til 2018.

Bestyrelsesformand fra 2020 til 2025.

Gift, tre børn og flere børnebørn. Bosiddende i Højbjerg ved Aarhus.

Ridder af Dannebrog samt modtager af Erhverv Aarhus Prisen, og Building Awards hædersprisen.

Kilde: Aarsleff.

Tilmeld nyhedsbrevet fra Dansk Byudvikling