Foto: Hirtshals Havn.
Foto: Hirtshals Havn.

Aarsleff skal de kommende år stå for opførelsen af en ny vestmole ved Hirtshals Havn. Kontrakten har en værdi på godt 560 millioner kroner, oplyser entreprenørkoncernen i en pressemeddelelse.

Den nye mole bliver 728 meter lang og skal føres ud på 12 meter vand fra tilslutningen ved den eksisterende vestmole. Projektet bliver gennemført i et område, hvor kraftige bølger, stærke strømforhold og hyppige storme gør arbejdet særligt krævende.

Aarsleff er allerede en erfaren aktør i Hirtshals. Koncernen var blandt andet med til at ombygge vestmolen i 2004 og har gennem årene udført flere opgaver for havnen ved både molen, færgelejerne og containerterminalen.

– Vi er derfor meget glade for at blive valgt som partner på endnu et projekt, der skal understøtte mulighederne for at drive en moderne erhvervshavn i Hirtshals, udtaler afdelingsdirektør i Aarsleff, Eva Braad.

Byggeriet kommer til at kræve enorme mængder sten. Omkring 600.000 tons skal samlet håndteres og indbygges i den nye mole. Heraf leverer Aarsleffs svenske selskab Rock Armour Trading næsten 500.000 tons sten fra stenbrud i Norge og Sverige. Stenene spænder fra mindre materialer til massive dæksten på op mod 24 tons.

Også beton bliver en væsentlig del af projektet. Molens yderside skal beskyttes af 3.500 såkaldte Cubipods, som hver vejer enten 26 eller 30 tons. De specialdesignede betonelementer bliver produceret på Aarsleffs betonfabrik i Polen og sejlet til Hirtshals.

Arbejdet på selve molen bliver hovedsageligt udført i tre sæsoner fra marts eller april til oktober. Om vinteren må byggeriet holde pause, fordi vind- og vejrforholdene tæt på Nordsøen er for barske.

Under arbejdet skal dele af den eksisterende mole graves op, så materialerne kan genbruges i den nye konstruktion. Aarsleff forventer at vende tilbage til Hirtshals allerede i efteråret for at begynde på den omfattende opgave.

AnnonceTilmeld Nyhedsbrev