Elektriske gravemaskiner kan klare arbejdet, men manglende adgang til strøm er en voksende udfordring på byggepladserne.
Det viser Aarsleffs erfaringer fra et kloakprojekt i Aarhus, skriver entreprenørkoncernen i en pressemeddelelse.
På Haslehøjvej i Aarhus V er store dieselmaskiner skiftet ud med elektriske alternativer. Per Aarsleff bruger blandt andet en 18 tons Liebherr og en 23 tons Volvo samt to elektriske gummigeder i arbejdet med at renovere kloakledninger for Aarhus Vand.
Formålet er at undersøge, hvad elektrificeringen betyder for økonomi, arbejdsgange og logistik på et almindeligt anlægsprojekt. Aarsleff undersøger samtidig behovet for ladeinfrastruktur og batteriløsninger samt, om det bedst kan betale sig at købe eller leje de elektriske maskiner.
De foreløbige erfaringer er, at de elektriske maskiner kan løse opgaverne på niveau med tilsvarende dieselmaskiner. Den største udfordring er i stedet at få strøm nok frem til byggepladsen.
– Ser vi på udviklingen i Europa, begynder bygherrer især i Skandinavien at efterspørge eldrevne maskiner på anlægsprojekter – ikke mindst de større maskiner på 20-30 tons, udtaler maskinchef i Aarsleff, Bo Mikkelsen.
– Men skal eldrevne maskiner for alvor udbredes på de tungere anlægsprojekter, er der blandt andet behov for bedre adgang til strøm og flere ladepunkter tæt på byggepladserne.
De større elektriske entreprenørmaskiner kræver typisk mindst 125 ampere for at kunne lade effektivt. På Haslehøjvej ligger den nærmeste transformatorstation med tilstrækkelig kapacitet omkring to kilometer fra byggepladsen.
Maskinfører og sjakbajs Sebastian Damgaard Nielsen oplever dog ikke, at selve maskinen er problemet. Han vurderer, at den 23 tons tunge elektriske Volvo fungerer på niveau med en dieselmaskine. Den største ændring er, at arbejdsgangene skal tilpasses.
– Det har krævet lidt tilpasning at omlægge arbejdsgangene, så de passer med ladetiderne, men når det kommer til hydraulik og styretøj, har jeg ikke noget at klage over. Det virker upåklageligt, udtaler Sebastian Damgaard Nielsen.
Aarsleff oplyser, at flere typer og størrelser af elektriske maskiner allerede indgår i koncernens investeringsplaner, særligt blandt de mindre maskiner. Erfaringerne fra Aarhus skal være med til at afgøre, hvordan elektrificeringen kan bruges på større anlægsprojekter fremover.























