Arkitekt Inês Tavares Correia tiltrådt stillingen som teamleder hos Aart Architects i København. Det skriver tegnestuen i en pressemeddelelse.
Med fokus på plejesektoren, børneinstitutioner og ikke mindst skolebyggeri skal hun stå i spidsen for den videre udvikling af arkitektvirksomhedens arbejde inden for det offentlige segment.
– Vi er utrolig glade for at byde Inês velkommen i Aart. Hendes faglige profil bidrager med unik viden og erfaring indenfor store og komplekse institutions- og skoleprojekter – herigennem strategiske partnerskaber og integreret tværfagligt samarbejde, udtaler Jakob Bringshøj Andersen, partner og regionsdirektør i Aart.
Inês Tavares Correia er uddannet arkitekt fra Technische Universiteit Delft i Holland og kommer fra en stilling som kreativ leder hos Sweco Architects, hvor hun også var tilknyttet det strategiske byggepartnerskab Trust som projekteringsleder.
Hun har blandt andet været arkitekt og projektleder på skolebyggerier som Damhusengens Skole og kapacitetsudvidelse af Skolen i Sydhavn.
– Det er en ære at være med til at skabe rammerne for de oplevelser, som særligt børn og unge tager med sig resten af livet. Når det, vi i samarbejde med bygherre udvikler, kommer til at få betydning for børnenes udvikling og fremtidige minder, forpligter det. Jeg ser derfor frem til at fortætte det spændende arbejde med udviklingen af fremtidens institutioner og folkeskoler sammen med mine nye kolleger i Aart, udtaler Inês Tavares Correia.