ABC Rådgivende Ingeniører har ansat Kasper Lynnerup som ny økonomichef.
Ifølge en pressemeddelelse fra ingeniørvirksomheden med base i Glostrup skal Kasper Lynnerup skabe et mere datadrevet grundlag for ledelse og forretning i virksomheden.
– Det betyder blandt andet en mere transparant økonomirapportering, stærkere projektøkonomi og et markant løft af digitaliseringen af finans, siger Burak Demirci, driftsdirektør i ABC Rådgivende Ingeniører.
Der bliver samtidig lagt vægt på mere gennemsigtighed i økonomien og bedre beslutningsgrundlag for både ledelse og kunder.
Kasper Lynnerup kommer fra en længere karriere i rådgiverbranchen, blandt andet som senior business partner i Cowi og senest som finansdirektør i Init Danmark.
Den 49-årige økonom er nu tilbage i ingeniørbranchen og bliver en del af den daglige ledelse i ABC Rådgivende Ingeniører, som i dag er Danmarks ottende største rådgivende ingeniørvirksomhed.
Kasper Lynnerup tiltrådte stillingen den 19. januar og får ansvar for tre medarbejdere samt det samlede økonomiske ansvar for virksomheden.
– Ligesom de øvrige rådgivere i byggebranchen ser ABC ind i en interessant tid, hvor voksende krav om samarbejde på tværs af faggrænser stiller store krav til evnen til at bringe de finansielle dimensioner og perspektiver i spil på projekterne og over for bygherre, udtaler Kasper Lynnerup.
ABC Rådgivende Ingeniører har foruden hovedkontoret i Glostrup en afdeling i Silkeborg. Virksomheden blev etableret i 2010 og er siden vokset til over 200 rådgivere og medarbejdere med alle ingeniørfag repræsenteret. ABC er i dag blandt landets største certificeringshuse inden for statik og brandsikring.























