AnnonceTilmeld nyhedsbrevet fra Dansk Byudvikling

De seneste dage har blandt andet DR påvist store problemer med de foreløbige offentlige vurderinger af andelsboligernes grunde, som skal bruges til at beregne deres skat.

Hos Andelsboligforeningernes Fællesrepræsentation (ABF) oplever man en stigende utryghed og frustration blandt andelshaverne. Det skriver interesseorganisationen i en pressemeddelelse.

– Det kan godt være, at de reelle økonomiske konsekvenser og højere skattebetalinger indfases gradvist, men det er stadig enormt utrygt for beboerne, at man har en offentlig vurdering af deres boligers grundværdier, der ikke er entydig og til at forstå, udtaler Jan Hansen, der er direktør i ABF.

– Som de foreløbige vurderinger er lavet nu, er det umuligt at se, om det faktisk er en rimelig vurdering og folk kan ikke sammenligne deres vurdering med andre, siger Jan Hansen.

ABF oplyser, at organisationen er bekendt med åbenlyst forkert fastsatte grundværdier. Selvom der er tale foreløbige vurderinger, så har vurderingerne betydning for, hvor meget andelshaverne skal have op af lommen til betaling af ejendomsskat fra 2024.

– Da den foreløbige vurdering ikke kan påklages, er der foreninger, der går en usikker tid i møde, fordi de reelt ikke ved, hvad den økonomiske konsekvens bliver for andelsboligforeningen, siger Jan Hansen.

– Usikkerheden kan have negativ betydning ved overdragelser af andelsboliger. En køber har brug for sikkerhed omkring den fremtidige økonomi, inden der sættes en underskrift på en købsaftale.

– Systemet og metoderne omkring vurderingerne er simpelthen for komplekst og uigennemskueligt. Det virker lidt som et lotteri, hvilken værdi man har fået udtrukket. Det er naturligvis utrygt og enormt frustrerende, for den enkelte forening kan ikke gøre noget før tidligst i 2025. Det er gift for foreningernes mulighed for at navigere økonomisk i forhold til eventuelle fremtidige projekter. Jeg håber, at Vurderingsstyrelsen vil hjælpe med at skabe klarhed forud for de endelige vurderinger, slutter Jan Hansen.

Tilmeld nyhedsbrevet fra Dansk Byudvikling