Adapteo bygger 2.000 svenske boliger

Sveriges største medarbejderby, Aurora Village, skal rumme 2.000 boliger, der opføres i etaper af Adapteo frem mod udgangen af 2026.

Aurora Village opføres af Adapteo og Strawberry Living i Luleå i Sverige.
Aurora Village opføres af Adapteo og Strawberry Living i Luleå i Sverige.

Adapteo og Strawberry Living går sammen om at opføre Sveriges største medarbejderby i Luleå.

Det oplyser modulbyggeren i en pressemeddelelse.

Projektet, Aurora Village, skal rumme 2.000 boliger og bliver på størrelse med Nordens største hotel målt på antal værelser. Boligerne skal huse medarbejdere, der arbejder med stålkoncernen SSAB’s omstilling til fossilfri stålproduktion.

Baggrunden er SSAB’s store investeringer i Norrbotten, som ventes at skabe tusindvis af nye arbejdspladser. Hvor mange og hvor hurtigt er dog usikkert. Derfor har bygherren valgt en fleksibel boligløsning, der kan tilpasses udviklingen.

– Vi ser heldigvis den samme tendens i Danmark. Der er fokus på, at medarbejdere skal have ordentlige boligforhold, uanset hvor i verden man kommer fra, fortæller Andres Løfgren, der er administrerende direktør i Adapteo Danmark.

– Det har også været et fokus ved opførelsen af Femern-forbindelsen, hvor man for eksempel har insisteret på, at hver medarbejder får sin egen bolig, og at der, foruden lejlighederne, skal være forskellige aktiviteter og rum til adspredelse for at skabe en spændende og varieret hverdag.

Boligerne kan genbruges eller flyttes

Aurora Village opføres af Adapteo og Strawberry Living i Luleå i Sverige.
Aurora Village opføres af Adapteo og Strawberry Living i Luleå i Sverige.

Adapteo udvikler, ejer og opfører de 2.000 boliger. Bygningerne er modulære og kan genbruges eller flyttes til andre steder, hvis behovet ændrer sig.

Det gør projektet mere ressourceeffektivt. Strawberry Living står for drift og service og tilfører hotelkompetencer til bebyggelsen.

Aurora Village skal ikke kun tilbyde tag over hovedet, men også skabe gode rammer for hverdagen. Området får restaurant, døgnåbent minimarked, fitnessfaciliteter, fællesarealer og aktivitetsområder samt transport til og fra arbejdspladsen. Indretningen har fokus på funktionalitet og trivsel.

Projektet opføres i etaper. De første 500 boliger ventes klar i foråret 2026. Herefter udvides med 500 boliger pr. kvartal frem mod udgangen af 2026, hvor alle 2.000 enheder står færdige. I alt opføres 39 bygninger, heraf 37 boligbygninger samt service- og aktivitetsbygninger.

Tilmeld Nyhedsbrev