ADP og PFA vil bygge fynsk logistikcenter på 300.000 kvadratmeter

ADP og PFA vil bygge 300.000 kvadratmeter lager- og logistikfaciliteter ved motorvejen i Ejby ved Middelfart.

Fyn Dry Port. Illustration: ADP.
Fyn Dry Port. Illustration: ADP.

Det bliver Associated Danish Ports (ADP) og PFA, der står bag det store erhvervsprojekt, som sidste år blev omtalt som en mulig arbejdspladsbombe i Ejby.

Det skriver Fyens.dk.

Selskabet vil opføre Fyn Dry Port på et 90 hektar stort område syd for motorvejen. Centret skal rumme 300.000 kvadratmeter lager- og logistikfaciliteter. Middelfart Kommune har gennem de seneste to-tre år købt arealerne af private lodsejere.

En beskæftigelsesanalyse fra Ernst & Young viser, at projektet kan skabe op mod 2.000 arbejdspladser på landsplan. Omkring 1.000 ventes at være direkte arbejdspladser i Middelfart Kommune.

Annonce Annonce for arrangement hos Nohrcon

Projektet kan ifølge analysen samtidig øge skatteindtægterne med omkring 450 millioner kroner på landsplan, hvoraf cirka 80 millioner kroner ventes at tilfalde Middelfart Kommune.

Erfaringerne kommer blandt andet fra Taulov Dry Port, hvor ADP og PFA har udviklet et stort logistikområde. Her er allerede opført 300.000 kvadratmeter, og yderligere 220.000 kvadratmeter er planlagt.

– Ambitionen med en dry port i Middelfart er en naturlig videreførelse af den succes, vi oplever i Taulov. Den har bidraget positivt til lokalområdet omkring Fredericia og samtidig har været en god investering for PFA’s kunder, udtaler ejendomschef Peter Morgan fra PFA.

ADP ejes primært af kommunerne Fredericia, Middelfart og Nyborg med Fredericia Kommune som majoritetsejer. Selskabet havde i 2025 en omsætning på 335 millioner kroner og realiserede et overskud på 155 millioner.

Byggeriet i Ejby forventes at begynde i 2029. Ifølge Børsen er der tale om en investering på 2,5 milliarder kroner.

AnnonceTilmeld Nyhedsbrev