
Advokatfirmaet Winsløw har udnævnt den 36-årige Benjamin Abbew Otzen-Thidemann til partner, oplyses det i en pressemeddelelse.
Benjamin Abbew Otzen-Thidemann har været ansat i virksomheden siden 2025, hvor han har arbejdet med køb og salg af ejendomme, projektudvikling og erhvervslejeret for både danske og internationale kunder.
Den nye partner peger selv på, at kunstig intelligens i de kommende år vil ændre advokatbranchen.
– Det er nogle spændende og definerende år, som kommer til at betyde meget for advokatkontorerne, og relationer bliver ekstra vigtige, for dem kan man ikke sætte på formel, udtaler Benjamin Abbew Otzen-Thidemann.
– AI kommer til at give os muligheder, men ikke svar. Kravene vokser, og derfor er det så vigtigt, at vi både har en høj juridisk faglighed og samtidig er med til at sikre et arbejdsmiljø, hvor folk trives.
Bestyrelsesformand Iben Winsløw fremhæver samtidig hans bidrag til arbejdsmiljøet som en vigtig årsag til udnævnelsen.
– Benjamin har en stærk kommerciel forståelse, god sans for forretningsskabelse, et skarpt blik for detaljen og en evne til at finde løsninger, der skaber værdi for klienten, udtaler Iben Winsløw.
– Samtidig er han et menneske, der hver dag bidrager positivt til arbejdsmiljøet på kontoret. Det er præcis det, vi leder efter i Winsløw, når vi optager partnere, og vi glæder os utrolig meget over, at Benjamin fremover bliver en del af partnerkredsen.
Benjamin Abbew Otzen-Thidemann blev uddannet jurist fra Københavns Universitet i 2016 og fik advokatbestalling i 2020. Under studiet var han på udveksling i Singapore, hvor han blandt andet spillede basketball på universitetets hold.
Winsløw Advokatpartnerselskab blev etableret i 2003 og beskæftiger omkring 40 medarbejdere. Med udnævnelsen tæller partnerkredsen nu ti personer.






















