Et tidligere vandrehjem midt i Fredensborg kan i de kommende år blive omdannet til et nyt kunstmuseum til en pris på op mod 100 millioner kroner.
Det skriver SN.dk.
Bag projektet står det lokale ægtepar Lise og Niels Fennet, der er bedst kendt for at have stiftet lavprishotelkæden Cabinn.
Museet planlægges opført på Østrupvej, hvor parret købte det tidligere Fredensborg Vandrehjem i 2025 for 16 millioner kroner. Projektet omfatter både nybyggeri og ombygning og vil samlet få et areal på cirka 3.500 kvadratmeter, heraf omkring 2.000 kvadratmeter til udstillinger.
Ud over udstillingsfaciliteterne skal området rumme en åben, parklignende have med blandt andet en mindre sø.
En del af den eksisterende bygning bevares og indrettes med omkring 40 værelser, som skal bruges af kunstnere, kursister og mindre konferencer.
Projektet finansieres fuldt ud af ægteparret selv gennem deres virksomhed.
Planerne er fortsat i en tidlig fase og kræver en ny lokalplan. Kommunen har allerede prioriteret planarbejdet, men der resterer fortsat myndighedsbehandling, før projektet kan realiseres. Hvis processen forløber som forventet, kan museet stå færdigt i 2028.
– Vi skal have medvind hele vejen igennem. Ellers bliver det ikke til noget, siger Niels Fennet til SN.dk.























