Afgående borgmester om modstand mod boligprojekt: Vanvittigt

Lokal udvikler vil bygge 29 rækkehuse og lejligheder ved Gammelgaard i den nordlige del af Herlev Kommune. Snævert flertal sender lokalplan i høring.

AnnonceTilmeld nyhedsbrevet fra Dansk Byudvikling

Ny lokalplan skal bane vej for rækkehuse og lejligheder på Gammel Klausdalsbrovej 416 og 424 i Hjortespring i Herlev. Foto: Herlev Kommune.
Ny lokalplan skal bane vej for rækkehuse og lejligheder på Gammel Klausdalsbrovej 416 og 424 i Hjortespring i Herlev. Foto: Herlev Kommune.

Et boligprojekt mellem Klausdalsbrovej og Gammel Klausdalsbrovej ved Gammelgaard i Hjortespring i den nordlige del af Herlev Kommune er på tegnebrættet.

Det kommunalt ejede areal strækker sig over 11.110 kvadratmeter, og det er blevet solgt til den 88-årige erhvervsmand og tidligere folketingsmedlem for De Konservative, Kai Dige Bach.

Købsaftalen er dog betinget af, at der senest 46 måneder fra underskrivelse af aftalen vedtages en endelig og upåklaget byggeretsgivende lokalplan, der skal give mulighed for 2.740 etagemeter boligbyggeri.

Den 11. december besluttede et snævert flertal af politikerne i kommunalbestyrelsen i Herlev Kommune så at sende et lokalplanforslag for projektet i offentlig høring. På grund af julen vil forslaget være i høring i ni uger.

Lokalplanen er udarbejdet af BRIQ Group i samarbejde med Herlev Kommune. Projektet omfatter 19 rækkehuse på hver især 110 kvadratmeter og et byggeri med 10 mindre lejligheder på hver især 65 kvadratmeter.

– Derudover gøres Gammelgårdsøen tilgængelig, og den udvikles med nye opholdssteder. Boligerne tænkes placeret i mindre klynger omkring de eksisterende rekreative sø- og parkearealer, oplyste formand for Miljø-, Klima- og Teknikudvalget, Marianne Dithmer (EL), på kommunalbestyrelsesmødet.

Gå- og cykelstier etableres med en trædefast belægning som for eksempel stampet slotsgrus. Illustration: BRIQ Group.
Gå- og cykelstier etableres med en trædefast belægning som for eksempel stampet slotsgrus. Illustration: BRIQ Group.

Sammen med sine partikolleger i Enhedslisten samt Konservative, Moderaterne og Liberal Alliance stemte hun dog alligevel imod at sende lokalplanforslaget i høring.

– I Enhedslisten, vil jeg lige afslutningsvis sige, der har vi stemt imod, fordi vi hellere så området brugt til rekreative formål, ro til biodiversiteten og formidling af historien omkring Tubberup Landsby og Hjortespringgård, forklarede hun.

Mens Enhedslisten ønsker at bevare området på kommunale hænder, stemte Moderaterne imod med en begrundelse om, at “området er et historisk sted med enestående natur og miljø, som vi ønsker at bevare.”

Afgående borgmester kunne tale lige ud af posen

Visualisering af den fremtidige bebyggelse set fra nord. Illustration: BRIQ Group.
Visualisering af den fremtidige bebyggelse set fra nord. Illustration: BRIQ Group.

Herlevs borgmester Thomas Gyldal Petersen (S) gav dog ikke meget for de forklaringer. Han sad for sidste gang for bordenden ved et kommunalbestyrelsesmøde, idet han efter 13 år som borgmester i Herlev og 27 år som medlem af kommunalbestyrelsen træder ud af politik ved årsskiftet.

– Nu er jeg jo på vej ud, og det gør jo, at man har mulighed for at sige tingene lidt mere direkte, end man ellers ville gøre, lød det fra den afgående borgmester, der påpegede, at projektet lever op til stort set alle de ønsker, som kommunalbestyrelsen i fællesskab har formuleret til byggerier i Herlev.

Han hæftede sig ved, at der vil blive bygget lavt og grønt, samt at der vil være tale om det mest bæredygtige og energieffektive byggeri, der nogensinde er udviklet i Herlev.

udføres i naturlige materialer. Illustration: BRIQ Group.
Der plantes nye træer og buske for at forstærke områdets grønne udtryk. Aktivitets- og legeelementer
udføres i naturlige materialer. Illustration: BRIQ Group.

– Det bliver sagt i debatten; “Vi synes, at byggeriet er fantastisk. Sådan ville vi gerne se, at man eksempelvis byggede nede i erhvervskvarteret”. At sige det i denne kommunalbestyrelse og lade som om, at det er et egentligt udsagn af værdi, er vanvittigt. Hvem forestiller sig, at nogen skulle finde på at omdanne en industriejendom, som genererer en indtægt og et afkast, til et byggeri af denne karakter, som er så lille i skala og så dyrt i opførelse? Dette er jo en bygherre, som vil noget særligt for byen, understregede borgmesteren.

– Det kan placeres her, fordi jorden var til salg billigt, fordi vi ønskede at sælge den billigt, fordi vi ønskede et særligt projekt her. At tro at man i det private marked kan omdanne industriejendomme til projekter som dette, det er jo at gøre grin med folk, sagde borgmesteren.

Han kunne glæde sig over, at de i alt 11 kommunalbestyrelsesmedlemmer fra Socialdemokratiet og SF stemte for at sende lokalplanen i høring, og det blev den dermed, idet de øvrige partier samlet blot kunne mønstre otte stemmer imod.

Lav bebyggelsesprocent

Skitsevisualisering af det fremtidige boligområde set fra Gammel Klausdalsbrovej. Illustration: BRIQ Group.
Skitsevisualisering af det fremtidige boligområde set fra Gammel Klausdalsbrovej. Illustration: BRIQ Group.

Lokalplanen stiller krav om, at boligområdet skal være åbent og lavt i tråd med omgivelserne.

Der skal være plads til grønne arealer imellem husene, og bebyggelsesprocenten er derfor helt nede på 30 for området som helhed. Byggeriet må desuden opføres i maksimalt to etager.

“Hele bebyggelsen i boligområdet skal fremstå med en ensartet arkitektur, uanset om det er rækkehuse eller etageboliger. Arkitekturen skal kunne kendetegnes for at være udført i materialer, som kan patinere naturligt. Facader skal kalk- eller lerpudses i lyse jordfarver”, lyder det i lokalplanen.

Der etableres to parkeringsområder med i alt 43 parkeringspladser i tilknytning til de kommende boliger.

Lokalplanen blev sendt i høring med en bemærkning om, at det skal tilføjes, at byggeriet med lejligheder skal indeholde et facadespring, samt at resterne af fundamentet/gulvet fra den tidligere Hjortespring Hovedgård bevares.

Kai Dige Bach råder i forvejen over en ejendomsportefølje bestående af 60 boliglejemål og 50 erhvervslejemål i Herlev. I den seneste årsrapport fra ejendomsselskabet er ejendommene bogført til en værdi på godt 172 millioner kroner. Selskabet har selv base på Gammel Klausdalsbrovej 480.

Tilmeld nyhedsbrevet fra Dansk Byudvikling