Aftale om renovering af stadion i Odense er på plads

Renoveringen af Odense Stadion kommer til at koste 210 millioner kroner, og Odense Sport & Event kommer med de fleste af pengene.

Politikerne i Odense har en aftale om renoveringen af Odense Stadion på plads. Det skriver Fyens.dk.

Ifølge avisen bidrager Odense Sport & Event med de fleste af de 210 millioner kroner, men derudover skal der sælges byggegrunde til omkring 450 boliger for 55 millioner kroner.

– Vi er meget glade for, at alle partier kan se sig selv i finansieringen, siger sundhedsrådmand Tommy Hummelmose (K) til Fyens.dk.

Det færdigrenoverede stadion med sponsornavnet Nature Energy Park skal efter planen stå klar til brug i 2028.

Odense Stadion bliver lukket i hjørnerne, og tilskuerkapaciteten øges fra 15.300 til omkring 16.800. Alle pladser bliver overdækket, og der etableres dobbelt så mange toiletter og tre gange så mange boder, ligesom VIP-arealet fordobles.

Dermed kommer det fynske stadion til at leve op til Divisionsforeningens krav til superligaklubber.

Tilmeld nyhedsbrevet fra Dansk Byudvikling