Den danske IT-virksomhed Edora og energiselskabet Eurowind Energy har indgået aftale om at etablere et datacenter direkte i en unavngiven jysk energipark med vind, sol og batterilager.
Det oplyser parterne i en pressemeddelelse.
– Vi ser et stort potentiale i at gentænke datacenterinfrastruktur med udgangspunkt i lokal, vedvarende energiproduktion, udtaler Mads Hedegaard, administrerende direktør i Edora.
– Dette projekt giver fuld plade på alle agendaer: ESG, resiliens, billig drift og er næste skridt mod en ny standard for grøn digitalisering.
Projektet, som også involverer Aalborg Universitet, skal vise vejen til en mere bæredygtig digital infrastruktur, hvor strømmen bliver brugt dér, hvor den produceres – uden energispild og uden omkostninger til transport og tariffer.
Datacenteret skal drives af grøn energi fra tre vindmøller, 12 hektar solceller og et stort batterianlæg. I stedet for dieselbaseret nødstrøm vil centeret bruge grøn backup fra batterier, og strømforbruget bliver tilpasset behovet for blandt andet kunstig intelligens og tung databehandling. Aalborg Universitet bidrager med avancerede algoritmer, der sikrer, at databehandlingen sker, når der er grøn strøm nok.
Edora-direktør Mads Hedegaard ser projektet som en ny standard for datacenterdrift og digital uafhængighed i EU. Han peger på, at decentral, grøn datakraft både kan styrke klimaindsatsen og mindske Europas afhængighed af store, udenlandske teknologigiganter.
Projektet bliver placeret i Jylland og skal fungere som model for, hvordan fremtidens digitale løsninger kan gå hånd i hånd med vedvarende energi.
Målet er at skabe en skalerbar løsning, som andre datacenteroperatører også kan benytte – og som måske kan hjælpe lande som Ukraine med decentral computerkraft.























