Visualisering: Til venstre ses den oprindelige bolig. Til højre ses en AI-genereret visualisering af en mulig forbedring. Foto/illustration: Boliga.
Visualisering: Til venstre ses den oprindelige bolig. Til højre ses en AI-genereret visualisering af en mulig forbedring. Foto / illustration: Boliga.

En slidt bolig kan på få klik få nyt køkken, flotte gulve og en gennemrenoveret facade. AI-visualiseringer gør det nemt for ejendomsmæglere at vise købere, hvordan en bolig potentielt kan komme til at se ud.

Men billederne kan også få renoveringsprojekter til at se langt mere realistiske ud, end de er. Det advarer flere boligkøbere mod i en undersøgelse foretaget af Boliga, lyder det i en pressemeddelelse fra boligportalen.

Kritikken går blandt andet på, at AI-billeder ikke nødvendigvis tager højde for bygningens faktiske proportioner, installationer, lysindfald, økonomien i en renovering eller reglerne i en lokalplan.

Mikkel Simonsen peger på, at det kan være svært for købere at vurdere, om en AI-visualisering reelt kan omsættes til et byggeprojekt. Han efterlyser derfor større gennemsigtighed om blandt andet renoveringsbudgetter, lokalplaner og de praktiske muligheder.

– Jeg har efterhånden set en del annoncer, der bruger AI, men det fremgår sjældent af boligannoncerne, hvad budgettet for renoveringen er, om det er i strid med lokalplanen, eller om løsningen reelt er funktionel i en hverdag, når livet leves, udtaler Mikkel Simonsen.

– Og det kan være et problem, hvis billederne oversælger boligen, uden at køber gøres opmærksom på de faktiske muligheder.

Flere brugere mener, at de originale billeder bør vises først, mens AI-visualiseringer bør placeres særskilt som inspiration og markeres tydeligt. Pointen er, at køberen skal kunne se forskel på den eksisterende bygning og en fiktiv visualisering af en mulig fremtidig renovering.

Debatten kommer samtidig med nye EU-regler, der trådte i kraft 2. august 2026. Reglerne stiller krav om, at AI-genereret eller manipuleret indhold, der fremstår ægte, tydeligt skal mærkes som AI-genereret.

Dermed kan boligannoncer fremover få sværere ved at pakke nedslidte bygninger ind i flotte digitale drømme. For køberen er spørgsmålet ikke kun, hvordan boligen kan se ud, men også hvad der faktisk kan lade sig gøre.

AnnonceTilmeld Nyhedsbrev