AKA køber 21 danske dagligvareejendomme i milliardhandel

Det norske ejendomsselskab AKA udvider kraftigt i Danmark med en samlet handel på knap 1 milliard kroner. De 21 ejendomme er alle udlejet til Rema 1000.

AKA’s ejendomsportefølje i Danmark.
AKA’s ejendomsportefølje i Danmark.

Det norske ejendomsselskab AKA har skruet markant op for satsningen på det danske ejendomsmarked.

Sammen med investorerne Sandvoldgruppen og DNB Eiendomsfond Core Plus har selskabet købt 21 danske dagligvareejendomme samt en enkelt norsk butiksejendom i en samlet transaktion til en værdi af knap 1 milliard kroner, oplyses det i en pressemeddelelse.

Ifølge AKA’s administrerende direktør, Jane K. Gravbråten, er opkøbet et vigtigt skridt i selskabets danske ekspansion.

– Allerede da vi kom ind i Danmark i 2024, var vi tydelige omkring, at målet ikke blot var at foretage et enkelt opkøb. Ambitionen var at etablere en platform for langsigtet vækst. Det opkøb, vi nu foretager, viser, at vores model virker, udtaler administrerende direktør for AKA, Jane K. Gravbråten.

Annonce Annonce for arrangement hos Nohrcon

De danske ejendomme er geografisk spredt over fire af Danmarks fem regioner og er alle udlejet til Rema 1000. AKA etablerede sig i Danmark i 2024 med ambitionen om at opbygge en langsigtet platform for investering og forvaltning af dagligvareejendomme.

Handlen er gennemført gennem investeringsselskabet DK Retail Invest II, hvor AKA har fået Sandvoldgruppen og DNB Eiendomsfond Core Plus med som investorer. ABG Project Finance har været rådgiver og samarbejdspartner for AKA i forbindelse med investeringerne i Danmark siden etableringen i 2024.

Lejeaftalerne er langsigtede såkaldte barehouse-aftaler. Det betyder, at AKA får ansvaret for den tekniske og kommercielle forvaltning samt for den videre udvikling af ejendommene i samarbejde med Rema 1000.

Den norske butiksejendom ligger i Hallingby, der ligger omkring 40 kilometer nord for Oslo. Den er udlejet til Kiwi.

Med handlen råder AKA nu over 97 danske ejendomme med et samlet etageareal på 116.000 kvadratmeter og årlige lejeindtægter på omkring 160 millioner kroner.

AnnonceTilmeld Nyhedsbrev