AKF køber Panoptikon-bygningen og omdanner den til hotel

AKF og Comwell køber Panoptikon-bygningen på Vesterbrogade af Arbejdernes Landsbank for at transformere den til et hotel med 190 værelser.

Peter Schelde, administrerende direktør i Comwell Hotels, og Ino Dimsits, administrerende direktør i AKF. Foto: Thomas Tolstrup.
Peter Schelde, administrerende direktør i Comwell Hotels, og Ino Dimsits, administrerende direktør i AKF. Foto: Thomas Tolstrup.

Den ikoniske Panoptikon-bygning på Vesterbrogade 5 i København får nyt liv, når Arbejdernes Landsbank flytter ud, og ejendommen bliver ombygget til hotel.

AKF har sammen med sine aktionærer og hotelkæden Comwell Hotels købt den markante ejendom, der skal forvandles til et moderne hotel med 190 værelser, restaurant, café og en eksklusiv rooftop-bar med udsigt over byen.

Det fremgår af en pressemeddelelse fra ejendomskoncernen, der i 1986 blev stiftet af en række af Danmarks store fagforeninger samt AKF Fonden.

Panoptikon ligger midt i København, lige ved Tivoli og Hovedbanegården. Den 9.000 kvadratmeter store bygning blev opført i begyndelsen af 1950’erne, efter den oprindelige bankbygning brændte. Arbejdernes Landsbank har haft adresse her siden 1927, men flytter næste sommer til det nye AL Huset i Sydhavnen.

– Med denne investering tager vi endnu et vigtigt skridt i vores strategiske satsning på ejendomsudvikling og byfornyelse i København. Panoptikon er ikke bare en arkitektonisk perle, men et stykke Danmarkshistorie, udtaler administrerende direktør Ino Dimsits fra AKF.

– Vi glæder os til at puste nyt liv i bygningen og skabe et levende hotelmiljø i samarbejde med Comwell, som vi har haft et stærkt og tillidsfuldt samarbejde med i mange år – og som vi deler værdifællesskab med, blandt andet når det gælder ordentlighed og kvalitet.

Comwell bliver både medejer og driftsoperatør af det kommende hotel. Hotelkædens direktør, Peter Schelde, fremhæver Panoptikon-bygningens unikke kombination af historie, arkitektur og beliggenhed.

– Vi glæder os til at skabe rammerne for en Comwell-oplevelse i topklasse for vores gæster i hjertet af København. Og samtidig til at bidrage til byens øvrige liv, udtaler Peter Schelde.

Arbejdernes Landsbanks administrerende direktør, Jan W. Andersen, kalder det vemodigt at forlade bygningen, men glæder sig over, at den får nyt formål og fortsat vil være en del af byens liv.

– Vi ser frem til at følge transformationen til et moderne hotel, som samtidig respekterer bygningens historie og unikke udtryk, udtaler Jan W. Andersen.

Hotel i ti etager med eksklusiv rooftop-bar

AKF og Comwell køber Panoptikon-bygningen i København for at omdanne ejendommen til hotel. Foto: PR.
AKF og Comwell køber Panoptikon-bygningen i København for at omdanne ejendommen til hotel. Foto: PR.

Frem til 1954 var Panoptikon-bygningen med sine 12 etager og 35 meter Danmarks eneste højhus. Den modernistiske bygning er tegnet af arkitekterne er tegnet af Mogens Jacobsen og Alex Poulsen.

Nu skal bygningen gennemgå en omfattende indvendig ombygning, hvor de nuværende kontorfaciliteter erstattes af et inspirerende hotelmiljø.

Facaden udskiftes og genskabes ifølge AKF med respekt for bygningens oprindelige udtryk, så arkitekturen bringes tættere på det historiske udgangspunkt. Det skal være et udadvendt hus, lyder det i meddelelsen.

Hotellet vil i alt byde på ti etager med både standardværelser og rummelige suiter. På 11. sal etableres en rooftop-bar med udsigt over byens tage.

I den 2.600 kvadratmeter store kælder bliver den tidligere bankboks bevaret “som et karakterfuldt element med historisk tyngde”. Ifølge AKF forventes lokalerne i kælderen “at danne ramme om særlige oplevelser og aktiviteter, der udnytter stedets unikke atmosfære og bidrager til hotellets samlede fortælling”.

Panoptikon-bygningen overtages officielt den 1. december 2025. Købsprisen på ejendommen ønskes ikke oplyst, og handlen er ikke tinglyst.

Ejendommen offentligt vurderet til en værdi af 184 millioner kroner, hvoraf værdien af den 1.650 kvadratmeter store grund udgør knap 25 millioner kroner.

Arbejdernes Landsbank flytter til et nybyggeri i form af et 17.500 kvadratmeter stort hovedkvarter i Sydhavnen. MT Højgaard står for byggeriet af kontorhuset, ligesom entreprenøren bygger et flerbrugerhus for banken.

Tilmeld nyhedsbrevet fra Dansk Byudvikling