AKF vil omdanne landbrugsejendom til nyt bykvarter med 400 boliger

Nyt bykvarter skal rumme 400 boliger, en dagligvarebutik, fællesfaciliteter og et parkeringshus. Det kræver dog et kommuneplantillæg.

Et stort nyt boligkvarter kan være på vej på Ejby Mosevej 30 i Glostrup.

Ejerne, AKF Holding og Sampension, ønsker i samarbejde med Danielsen Architecture at omdanne den knap fem hektar store tidligere landbrugsejendom til et nyt byområde med omkring 400 boliger, en dagligvarebutik og fællesfaciliteter.

Projektet er allerede blevet bearbejdet efter et nabomøde i marts. Projektmaterialet viser en reduceret plan med færre boliger og større vægt på rækkehuse frem for etageboliger.

I det nye projektoplæg er der lagt op til omkring 110 rækkehuse og 290 lejligheder i etagebyggeri i maksimalt 3,5 etager. De højeste bygninger skal ligge ud mod Nordre Ringvej, hvor de samtidig skal fungere som støjværn for resten af området. Tættest på de eksisterende villaer skal der i stedet være rækkehuse i to etager.

Projektet rummer desuden en butik på 1.200 kvadratmeter, et fælleshus og et parkeringshus med plads til 254 biler samt 248 parkeringspladser på terræn. I projektmaterialet er der også arbejdet med grønne fællesarealer, legeplads, nyttehaver og fælles aktiviteter omkring to af de eksisterende landbrugsbygninger.

Projektet har dog et større omfang end tilladt i henhold til den gældende kommuneplan, som heller ikke giver mulighed for detailhandel på grunden. Derfor skal der både udarbejdes et nyt kommuneplantillæg og en ny lokalplan.

Samtidig er området kraftigt belastet af trafikstøj fra Nordre Ringvej. Kommunen oplyser, at støjen ligger over 58 decibel og helt op til 73 decibel tæt på vejen. Det betyder blandt andet krav om støjisolerede facader og en indretning, hvor sove- og opholdsrum så vidt muligt vender mod den stille side.

Kommunen vil også have undersøgt, hvordan den øgede trafik kan håndteres uden at skabe unødige problemer for Ejbys nuværende beboere. Derudover skal det afklares, om de gamle landbrugsbygninger, som projektet foreslår at bevare og omdanne til fællesfaciliteter, overhovedet kan reddes.

Først skal borgerne i Glostrup Kommune dog have mulighed for at blande sig. Kommunens administration anbefaler, at projektet sendes i otte ugers forhøring, før politikerne tager stilling til, om arbejdet med en ny lokalplan og et kommuneplantillæg skal sættes i gang.

Tidligere havde Nordstern planer om at bygge boliger på grunden, men AKF og Sampension købte den i foråret 2025 for 120 millioner kroner gennem et fælles projektselskab.

AnnonceTilmeld Nyhedsbrev