
Alabu Bolig har fået godkendt anden etape af boligprojektet Spar Es i Gistrup som Svanemærket byggeri.
Dermed er ambitionen om at skabe mere bæredygtige almene boliger blevet til virkelighed, fremgår det af en pressemeddelelse.
Første etape af projektet med 29 lejeboliger blev opført i 2023 efter Den Frivillige Bæredygtighedsklasse, hvor der blandt andet stilles skærpede krav til bygningernes klimaaftryk, dagslys og indeklima.
Nu lever anden etape også op til de omfattende miljøkrav i Svanemærket, som blandt andet omfatter materialer, energiforbrug og byggeprocesser.
– Svanemærket er et synligt bevis på vores ambition om at bygge ansvarligt og skabe sunde boliger med fokus på både mennesker og miljø, udtaler Klaus Ringgaard, direktør i Alabu Bolig.
Anden etape består af 31 familievenlige rækkehuse i forskellige størrelser. Boligerne er placeret omkring eksisterende træer og grønne områder, og bebyggelsen er udformet med fokus på dagslys, udsyn og fællesskab. Området forbindes med første etape via en fælles boligvej, hvor gående og bilister deler pladsen for at skabe et trygt og roligt nærmiljø.
Alle boliger i projektet er allerede udlejet, hvilket ifølge Alabu Bolig viser en stor interesse for moderne og bæredygtige familieboliger.






















