Alfa Development får ny salgs- og udlejningschef

Ejendomsudviklingsvirksomheden Alfa Development får ny salgs- og udlejningschef, når den nuværende salgschef flytter til udlandet.

Med virkning fra 1. juni tiltræder Tina Guldbæk Glad som ny salgs- og udlejningschef i ejendomsudviklingsvirksomheden Alfa Development.

Det oplyser virksomheden i en pressemeddelelse.

Tina Guldbæk Glad bringer mange års erfaring fra både rådgivning og ejendomsmæglerbranchen og har været involveret i nogle af landets mest markante boligprojekter de seneste år.

– Hun er en af branchens stærkeste profiler inden for projektsalg, og hendes solide erfaring og resultater passer perfekt til Alfas ambitioner. Vi deler en dyb forståelse for, hvordan detaljer i by- og boligudvikling skaber reel livskvalitet – og vi har begge et urokkeligt fokus på kvalitet og kundens oplevelse, udtaler Andreea Kaiser, stifter og ejer af Alfa Development.

Tina Guldbæk Glad har gennem de seneste fem år arbejdet som selvstændig konsulent, hvor hun blandt andet har haft ansvar for udlejning og salg i projekter som Unity i Aarhus med 652 boliger, Papirtårnet i Silkeborg, Horisonten i Aalborg og Strandterrasserne i Køge. Hun har desuden været tilknyttet udlejningsprojekter i Sverige for Aberdeen – Unity Sweden.

– Jeg har fulgt Alfa Development siden de første skridt med IrmaByen og har altid været inspireret af virksomhedens mod, vision og kompromisløse kvalitetsfokus. Det føles helt naturligt at blive en del af et hold, der tænker langsigtet og helhedsorienteret. Jeg glæder mig til at bidrage med min erfaring og være med til at forme projekterne helt fra de første idéer til det færdige produkt – og ikke mindst til mødet med kunderne, siger Tina Guldbæk Glad.

Tina Guldbæk Glad får ikke kun ansvaret for salgsstrategien i Danmark, men kommer også til at spille en central rolle i Alfa Developments vækst i Sverige. Her er søsterselskabet i fuld gang, og netop nu tages første spadestik til et stort boligprojekt i Stockholms centrum i samarbejde med Besqab – med flere projekter på vej.

Samtidig bliver Tina Guldbæk Glad en vigtig drivkraft i arbejdet med at udleje erhvervslejemål i Alfas portefølje og med at videreudvikle Living by Alfa, virksomhedens fællesskabsorienterede boligkoncept. Living by Alfa blev første gang realiseret i IrmaByen og får nu en nøglerolle i udviklingen af en ny bydel omkring den fredede Mørkhøjgård i Søborg.

Tina Guldbæk Glad overtager stillingen fra Alfa Developments mangeårige salgschef, Marianne Pfeifer, der flytter til udlandet med sin familie.

Tilmeld nyhedsbrevet fra Dansk Byudvikling