
Alfa Development har udviklet IrmaByen, som rummer omkring 1.000 rækkehuse, parcelhuse og lejligheder på et 135.000 kvadratmeter stort areal i Rødovre.
Nu har ejendomsudvikleren indgået en hensigtserklæring om salg af det ikoniske og fredede Kaffetårnet i den nye bydel til selskabet Irma Kaffetårnet.
Bag selskabet står et partnerskab mellem arkitekt Anders Lendager fra Lendager Group og Alfred Josefsen, der er tidligere direktør for Irma og nuværende direktør for og medstifter af dagligvarekæden Alma.
Målet er at bevare og udvikle bygningen, oplyser Lendager Group i en pressemeddelelse.
– Jeg har længe haft en drøm om at bevare mindet om Irma i de mest autentiske rammer, man kan forestille sig, udtaler Alfred Josefsen.
– Kaffetårnet emmer af historie, identitet og industrihistorie, og jeg ser et stort potentiale i at skabe et sted, hvor fortællingen om Irma kan leve videre, samtidig med at bygningen får nyt liv og ny relevans for kommende generationer.
Kaffetårnet blev opført i 1968 som en del af Irmas hovedsæde og kafferisteri. Den cirka 38 meter høje bygning rummer omkring 1.900 kvadratmeter fordelt på flere etager og har stået uden egentlig anvendelse siden 1980’erne.
De foreløbige planer omfatter blandt andet et museum om Irmas historie, kontorer, faciliteter med fokus på madkultur samt kulturelle aktiviteter med offentlig adgang. Ambitionen er at skabe et sted, hvor historie, arbejdsliv, mad og fællesskab mødes under samme tag.
– Jeg ser et unikt potentiale i at give Kaffetårnet nyt liv og derved redde et smukt, modernistisk byggeri, som er en vigtig del af Danmarks industrielle kulturhistorie, udtaler Anders Lendager.
– Derfor er jeg gået sammen med Alfred om at bevare og forbedre byggeriet, så det kan få en ny funktion og skabe værdi for både lokalområdet og den bredere offentlighed.

Den indgåede hensigtserklæring markerer næste fase i arbejdet med Kaffetårnet. Parterne vil nu igangsætte en omfattende due diligence for at afklare projektets realiserbarhed og skabe et solidt grundlag for den videre udvikling, oplyses det.
Bygningen er kompleks og har ikke haft egentlig anvendelse siden 1980’erne, hvilket stiller særlige krav til de kommende undersøgelser. Arbejdet omfatter derfor blandt andet vurderinger af bygningens fysiske forhold, statik, konstruktion, energi, klima, miljøforhold og fredningsmæssige rammer samt de juridiske og finansielle forudsætninger for projektet.
Processen sker i tæt dialog med blandt andre fredningsmyndigheder, Rødovre Kommune, rådgivere og potentielle finansielle partnere.
– Kombinationen af Anders Lendagers årelange erfaring med at transformere eksisterende bygninger, samt Alfred Josefsens historie som Irma-direktør, ser vi som det optimale dream team til at udfolde Kaffetårnets fulde potentiale. Med aftalen her kan ringen blive sluttet for hele IrmaByen, siger Andreea Kaiser, administrerende direktør for Alfa Development.
Partnerskabet opfordrer alle med interesse for Kaffetårnets fremtid til at tage kontakt og bidrage til at samle den brede opbakning, der er nødvendig for at realisere projektet.
Hvis projektet realiseres, er ambitionen, at Kaffetårnet skal spille en central rolle som kulturelt og identitetsskabende samlingspunkt i IrmaByen. Målet er at skabe et sted, der ærer fortiden, understøtter nutidens byliv og peger fremad med nye funktioner, nye fællesskaber og nye fortællinger.





















