Alfix opruster med ny produktionschef

Alfix i Kolding har ansat Jacob Petersen som ny produktionschef. Han bringer erfaring fra blandt andre Lego, Danfoss og Aller Aqua.

Virksomheden Alfix i Kolding har ansat Jacob Petersen som ny produktionschef. Han får ansvaret for produktionen og medarbejderne på fabrikken og skal være med til at udvikle både processer, udstyr og kompetencer i takt med virksomhedens vækst.

Det oplyser producenten af materialer til gulv-, flise- og facadekonstruktioner i en pressemeddelelse.

Jacob Petersen er uddannet produktionsingeniør og har tidligere arbejdet hos Lego, Danfoss og Aller Aqua. Her har han haft fokus på drift, personaleledelse og forbedring af produktionsprocesser. Han lægger vægt på, at teknologi og mennesker skal gå hånd i hånd for at skabe gode resultater.

Alfix har i de senere år investeret i automatisering, og her får Jacob Petersen en central rolle.

– Automatisering handler ikke kun om teknologi, det handler lige så meget om de mennesker, der skal betjene teknologien. Når vi udvikler nye processer og maskiner, skal vi samtidig sikre, at medarbejderne får den nødvendige oplæring og uddannelse. Det er sådan, vi skaber fremdrift og kvalitet i samspil, udtaler Jacob Petersen.

Ifølge ham handler udvikling ikke kun om nyt udstyr, men om at sikre, at medarbejderne trives og føler sig klædt på til forandringer. Han fremhæver også Alfix’ kultur og korte beslutningsveje som en vigtig grund til, at han søgte stillingen.

I den nyoprettede rolle skal han både sikre stabil drift og bidrage til den fortsatte udvikling af produktionen, blandt andet i virksomhedens vådafdeling, hvor der fremstilles vådrumsmembraner.

Tilmeld nyhedsbrevet fra Dansk Byudvikling