Alma og Rubik køber ejendomme i Glostrup og Hvidovre

Alma og Rubik Properties udvider porteføljen af industri- og lagerejendomme i Storkøbenhavn med køb af ejendomme i Glostrup og Hvidovre.

Alma Property Partners og Rubik Properties har udvidet porteføljen i deres joint venture-selskab med fokus på industri- og lagerinvesteringer i Storkøbenhavn, oplyses det i en pressemeddelelse.

Gennem Liwa Ejendomme har ejendomsinvestorerne købt to ejendomme med i alt cirka 16.500 kvadratmeter udlejningsareal fordelt på samlet 26.250 kvadratmeter grunde.

Den ene ejendom ligger på Farverland 6 i Glostrup, og den har Liwa Ejendomme købt i en handel, der er tinglyst til godt 76 millioner kroner.

Den anden ejendom ligger på en 11.000 kvadratmeter stor grund på Avedøreholmen 86A i Hvidovre. Den 6.000 kvadratmeter store ejendom med otte lejere er købt for 40 millioner kroner efter en budrunde. Sælger er Kronaeborg Ejendomsselskab, oplyser EDC Erhverv Poul Erik Bech Nordsjælland, som har formidlet salget.

– Disse opkøb styrker vores strategi om at skalere inden for industri- og lagersegmentet i Storkøbenhavn, udtaler Gustav Bachmann, investeringsrådgiver hos Alma Property Partners.

– Vi ser betydelige muligheder for at skabe værdi, både ved at udvikle de eksisterende aktiver og ved at udvide platformen i et marked understøttet af stærke fundamentale forhold og robust efterspørgsel.

Alma Property Partners og Rubik Properties har gennem Liwa Ejendomme købt Avedøreholmen 86A i Hvidovre. Foto: Styrelsen for Dataforsyning og Infrastruktur.
Alma Property Partners og Rubik Properties har gennem Liwa Ejendomme købt Avedøreholmen 86A i Hvidovre. Foto: Styrelsen for Dataforsyning og Infrastruktur.

Efter denne handel omfatter platformen nu ni ejendomme. Partnerne er leder fortsat med lys og lygte efter opkøbsmuligheder i et marked, hvor lejernes efterspørgsel og investorinteressen fortsat er høj, oplyses det.

– Med tilføjelsen af Farverland 6 og Avedøreholmen 86A fortsætter vi den fokuserede udvikling af en stærk og velbeliggende portefølje, udtaler Mads-Emil Granzow, investeringsdirektør hos Rubik Properties.

– Ejendommene stemmer overens med vores investeringsstrategi og repræsenterer attraktive muligheder for værdiskabelse. Vi er glade for, at vores stærke samarbejde med Alma Property Partners fortsætter med at bære frugt.

Alma Property Partners og Rubik Properties blev rådgivet af Plesner, Bruun & Hjejle, KHR, Ring3 Erhverv, Skel.dk, JLL, og RED.

Opdatering: Artiklen er den 29. august 2025, klokken 9.54 opdateret med information om prisen på ejendommen på Avedøreholmen.

Tilmeld Nyhedsbrev