Himmerland Boligforening står i samarbejde med Lars Pedersen & Søn bag det kommende boligbyggeri i St. Restrup vest for Aalborg. Illustration fra lokalplanen fra 2020.
Himmerland Boligforening står i samarbejde med Lars Pedersen & Søn bag det kommende boligbyggeri i St. Restrup vest for Aalborg. Illustration fra lokalplanen fra 2020.

Efter flere års stilstand er Himmerland Boligforening i samarbejde med Lars Pedersen & Søn er klar til at gå videre med planerne for et nyt boligområde i Store Restrup mellem Frejlev og Sønderholm.

Projektet ved St. Restrup Herregård har været undervejs siden 2018 og blev første gang godkendt af byrådet i 2022.

Dengang omfattede Himmerland Boligforenings plan 14 almene boliger, men økonomiske og planmæssige udfordringer gjorde det nødvendigt at gentænke projektet. Løsningen blev et samarbejde med den private bygherre, og samtidig er den almene del blevet udvidet til 18 boliger.

Det kommende byggeri er en del af visionen om at skabe et moderne landsbyfællesskab, hvor beboerne bor tæt på naturen, men stadig har nem adgang til Aalborg. I alt skal området rumme 32 boliger, heraf 18 almene rækkehuse og 14 private ejerboliger.

Alle boliger placeres på sokkelgrunde med små, private haver, mens de grønne fællesarealer skal drives i fællesskab. Målet er at skabe en varieret beboersammensætning med både unge familier og seniorer.

Arkitekturen bliver enkel og landlig med murede gavle og træfacader. De almene boliger bliver enten treværelses boliger på cirka 83 til 86 kvadratmeter eller fireværelses boliger på 98 til 101 kvadratmeter. Huslejen forventes at ligge mellem 8.900 og 10.500 kroner om måneden eksklusive forbrug. I tilknytning til området opføres også et mindre erhvervsmål.

Den samlede anskaffelsessum for de almene boliger er på godt 40 millioner kroner. Huslejen er beregnet til 1.029 kroner pr. kvadratmeter om året i det første driftsår.

Politikerne i By- og Landskabsudvalget skal tage stilling til økonomien i sagen på et møde den 27. november. Lokalplanen for projektet blev vedtaget tilbage i oktober 2020.

Tilmeld Nyhedsbrev