
Mange ældre i Løkken ønsker at blive boende i byen, men mangler mindre og mere overskuelige boliger.
Derfor vil Boligselskabet Nordjylland i samarbejde med Brix Nordberg Arkitektur opføre 13 nye almene boliger ved Industrivej i Løkken, hvor efterspørgslen allerede er stor.
Det skriver Nordjyske.
Projektet skal behandles i byrådet i Hjørring i morgen, men har allerede fået opbakning i både Teknik- og Miljøudvalget og Økonomiudvalget. Hvis planerne bliver godkendt, vil antallet af almene boliger i Løkken stige fra 51 til 64.
Boligerne bliver opført som rækkehuse. Der bygges fire toværelses boliger på 72 kvadratmeter og ni treværelses boliger på omkring 92 kvadratmeter. Huslejen ventes at blive cirka 7200 kroner for de mindste boliger og cirka 8700 kroner for de største boliger om måneden eksklusive forbrug.
Ifølge direktør Torben Fisker fra Boligselskabet Nordjylland er interessen stor for nye lejeboliger i Løkken. Selskabets seneste byggeri med 18 almene boliger ved Kallehavegård blev hurtigt udlejet.
– Vi har haft genudlejninger, og der er faktisk rimelig meget tryk på dem. Der er en efterspørgsel på udlejningsboliger dernede – specielt nye udlejningsboliger, siger Torben Fisker til Nordjyske.
De nye boliger bliver opført som almindelige familieboliger, men er samtidig indrettet, så de senere kan gøres mere seniorvenlige med bedre adgangsforhold og mulighed for hjemmepleje.
Ifølge både kommunen og lokale ejendomsmæglere kan flere mindre boliger være med til at skabe et generationsskifte i byen. Når seniorer flytter fra store parcelhuse til mindre boliger, bliver husene ledige for nye børnefamilier. Samtidig oplever Løkken stigende interesse fra blandt andet unge familier fra Aalborg, som søger tættere på naturen og byens aktive miljø.
Boligselskabet forventer, at de nye boliger kan stå klar i efteråret 2027, hvis projektet får endelig godkendelse. Anskaffelsessummen lyder på knap 28 millioner kroner.
Projektet indgår som led i udviklingen af et nyt boligområde med 80 boliger. Desuden bygges det klods op af et udviklingsområde, hvor en privat udvikler har en ambition om at bygge 250 boliger.






















