
Politikerne i Herlev Kommune har sagt ja til en omfattende helhedsplan for boligafdelingerne Lille Birkholm I og II, som rummer i alt 781 almene boliger.
Projektet skal løfte både boligerne og udearealerne markant og sikre afdelingen mange års fremtidig drift.
Helhedsplanen er udarbejdet af Herlev Almennyttige Boligselskab ved DAB-Lejerbo i samarbejde med Landsbyggefonden og omfatter 544 boliger i etagehuse og 237 rækkehuse. Af etageboligerne er 28 indrettet som ældreboliger, mens resten er familieboliger.
Renoveringen indebærer en gennemgribende opgradering af især etageboligernes familieboliger, hvor badeværelser nedrives og genopføres, rør og gulve udskiftes, og køkkener fornyes. Samtidig forbedres varmeanlæg, ventilation og elinstallationer, og der sættes nye døre op. Alle boliger får nye vinduer samt altan- og terrassedøre, individuelle vandmålere og en afsluttende istandsættelse. Også de fælles udearealer bliver moderniseret.
Arbejderne gennemføres i etaper, og beboere i etagehusenes familieboliger skal genhuses i 9-11 måneder under renoveringen. Genhusningen sker internt i boligselskabet, og ventelister og kommunal boliganvisning sættes midlertidigt på pause, indtil der er tilstrækkeligt med midlertidige boliger.
Den samlede anlægsøkonomi er budgetteret til cirka 702 millioner kroner. Som følge af renoveringen stiger huslejen i gennemsnit med godt 21 procent.
I etageboligernes familieboliger bliver stigningen op til 25 procent, mens ældreboliger og rækkehuse får en stigning på op til 14 procent. Lejestigningen træder i kraft, når den enkelte boligblok er færdigrenoveret.
Kommunen vurderer, at huslejen fortsat vil ligge under markedsniveau, og at der ikke er risiko for tomme boliger, da afdelingen i forvejen har lange ventelister.
Boligselskabets bestyrelse og beboerne har allerede godkendt projektet, og med den kommunale opbakning kan arbejdet nu gå videre.
Det forventes, at renoveringen sættes i gang i 2027 og afsluttes i slutningen af 2032.
Stigende husleje
Beregnet på lejeniveauet i 2025/2026 vil det for typiske boliger medføre følgende lejeeffekt:
| Boligtype | Areal (kvadrat-meter) | Månedsleje (kroner) | Lejestigning (procent) | Lejestigning (kroner) | Månedsleje efter stigning (kroner |
| Etageboliger | |||||
| Et værelse | 18,6 | 1.656 | 25 | 414 | 2.070 |
| To værelser | 61,2 | 4.706 | 25 | 1.177 | 5.883 |
| Tre værelser | 86,8 | 6.345 | 25 | 1.586 | 7.932 |
| Fire værelser | 114,7 | 8.152 | 25 | 2.038 | 10.190 |
| Fem værelser | 133,3 | 9.350 | 25 | 2.338 | 11.688 |
| Ældreboliger | |||||
| To værelser | 58 | 6.156 | 14 | 862 | 7.018 |
| Rækkehuse | |||||
| To værelser | 61,2 | 4.723 | 14 | 661 | 5.384 |
| Tre værelser | 83 | 6.244 | 14 | 874 | 7.118 |
| Fire værelser | 106,1 | 7.640 | 14 | 1.070 | 8.709 |
| Fem værelser | 116,1 | 8.285 | 14 | 1.160. | 9.445 |






















