Ifølge Byrummonitor kan 172 nyopførte boliger på Amager Fælled i København ikke tages i brug på grund af alvorlige byggefejl.
Konstruktionerne er ifølge årsrapporten fra Fælledby P/S så mangelfulde, at der kræves omfattende forstærkningsarbejder. Samtidig har selskabet haft et underskud på 232 millioner kroner i 2025.
Fejlene knytter sig til modulbyggeri fra Scandi Byg, som gik konkurs i begyndelsen af 2025.
“Siden konkursen har det imidlertid løbende vist sig, at Scandi Bygs byggerier indeholder en lang række fejl og mangler, også meget graverende fejl i såvel projektering, modulernes udførelse samt montagearbejdet på pladsen”, lyder det i Fælledbys årsrapport for 2025.
Blandt andet er konstruktionerne flere steder underdimensioneret i forhold til både lodrette og vandrette belastninger.
De sidste moduler blev monteret i slutningen af 2024, og forventningen var i første omgang, at der primært manglede facadearbejde, installationer og færdiggørelse indvendigt.
Det er endnu ikke endeligt afklaret, hvor omfattende forstærkninger der bliver nødvendige, men det står klart, at der vil være behov for betydelige indgreb. De ekstra arbejder har allerede medført store udgifter, og de samlede omkostninger forventes at stige markant i forhold til det oprindelige budget.
Den nye ejer af genopståede Scandi Byg, Nordic Wood Industries, påpeger, at den nye version af Scandi Byg ikke har været involveret i projektet.
– På den baggrund har vi heller ikke et aktuelt indblik i hverken de konkrete aftaleforhold, projektgrundlaget, de økonomiske dispositioner eller den videre projektering og udførelse, som siden konkursen måtte være foretaget af konkursboet, bygherre eller nye rådgivere på projektet, siger koncerndirektør Holger C. Hansen fra Nordic Wood Industries til Byrummonitor.
Næsten alle boliger er allerede solgt eller udlejet, men indflytning må vente. Fælledby forventer fortsat at færdiggøre byggeriet i 2026 og derefter begynde at få indtægter.
Sagen føjer sig til en række problemeramte byggerier i København, herunder Njals Tårn, som tidligere er blevet standset på grund af alvorlige konstruktionsfejl.























