Ambercon lancerer nyt facadeelement af træ

Den nordjyske betonelementfabrik Ambercon lancerer nu en helt ny type facadeelement, hvor beton og stål for hovedpartens vedkommende er erstattet af træ.

TreeCrete er navnet på en helt ny type facadeelement, som Ambercon nu lancerer. Her er beton og stål for hovedpartens vedkommende er erstattet af træ, og facadeelementet repræsenterer en kraftigt reduceret CO2-udledning sammenlignet med traditionelle betonelementer. Det skriver Ambercon i en pressemeddelelse.

Den nordjyske betonelementfabrik forventer, at de nye facadeelementer bliver en gamechanger for dansk byggeri, og at virksomheden inden for en kort årrække kan fordoble sin omsætning fra det nuværende niveau på 350 millioner kroner.

 – De danske betonelementfabrikker står overfor massive udfordringer, hvis ikke de formår at tænke nyt og erstatte den miljøbelastende cement og stål med andre materialer. Det ønsker vi at handle på, lyder det fra Torben Enggaard, der er indehaver af Ambercon.

De seneste par år har man arbejdet på at skifte fra traditionelle cementtyper til Aalborg Portlands nye grønnere cement, FutureCem, men ifølge Torben Enggaard vil Ambercon tage skridtet videre.

Derfor har betonelementfabrikken opfundet en ny type hybridelementer, hvor betonbagvæggen erstattes af 100 procent træ. Bagvæggen er typisk konstrueret som 200 millimeter massiv, armeret beton. Det er her, at den største CO2-besparelse skal hentes.

– Vi har opfundet en helt nye måde at lave facadeelementer på, som vi kalder TreeCrete. Her er den stålarmerede beton-bagvæg erstattet af CLT (krydslamineret massivtræ), og det fantastiske er, at vi med et slag flytter os fra en ekstrem høj CO2-belastning til et negativt CO2-aftryk, der vil opfylde LCA-kravene i 2029, siger administrerende direktør hos Ambercon, Apichat Bonde.

– Vi mener, at det her kan revolutionere byggeriet og opfylde de strammeste LCA-krav. Det er en win-win, når vi både kan reducere forbruget af den miljøbelastende cement og stål, og øge forbruget af træ, der netto trækker CO2 ud af atmosfæren. Samtidig vil de træbaserede hybridelementer bidrage til et bedre og mere varmt indeklima.

Facadeelementet TreeCrete fra Ambercon. Foto: PR.
Facadeelementet TreeCrete fra Ambercon. Foto: PR.

Produktionen er i gang

På fabrikken i vækstbyen Støvring syd for Aalborg har Ambercon allerede konstrueret de første elementer, og nu skal en større omlægning af produktionen i gang, så de træbaserede facadeelementer inden længe kan serieproduceres.

– Vi forventer, at vi inden for kort tid kun skal producere TreeCrete. På den korte bane vil vi selvsagt både producere træbaserede og traditionelle facadeelementer, men det er faktisk kun godkendelsen af TreeCrete, der bestemmer, hvor hurtigt det kommer til at gå. Dette kræver selvfølgelig også en væsentlig ændring i vores egen produktion, og her kalkulerer vi med en investering i størrelsesorden 100 millioner kroner. Det er penge, som vi har afsat og er klar til at investere, da vi ikke et øjeblik er i tvivl om, at det her er fremtiden for Ambercon og byggebranchen, siger Apichat Bonde.

– Markedet skal selvsagt også modnes, men vi er sikre på, at arkitekterne, der om nogen jagter CO2-besparelser, vil tage godt imod nyheden, fortsætter Apichat Bonde.

Ambercon er også allerede i dialog med flere interesserede kunder om bestilling af TreeCrete til konkrete byggerier allerede i 2023, og nu skal værdikæden styrkes.

– Vi samarbejder med den danske CLT-leverandør CLT Denmark, der forhandler CLT fra en af Europas mest automatiserede CLT-fabrikker. I dag produceres CLT-elementerne til os præcist på mål og eksempelvis med aftalte vinduesudskæringer, men vi arbejder allerede nu på selv at kunne bearbejde CLT-elementerne, så vi får et mere fleksibelt produktionssetup, pointerer Aphichat Bonde videre.

TreeCrete vil i første omgang blive tilbudt inden for de populære såkaldte sandwichkonstruktioner, der består af et facademateriale såsom tegl, forvæg af beton, isolering og bagvæg af CLT. Ambercon var de første til at introducere sandwichkonstruktioner med tegl til det danske marked og har tidligere også stået bag nyskabelser som Ambercon White i 2000’erne og Graphic Concrete i 2010’erne.

– Innovation er en vigtig del af vores DNA, og med den allestedsnærværende bæredygtighedsdagsorden er innovation blevet endnu vigtigere. Det gælder ikke mindst inden for byggeriet, hvor vi har en særlig forpligtigelse til at forandre tingene til det bedre. Det forventer vi, at TreeCrete kan bidrage til, siger Apichat Bonde.

Fakta om Ambercon

Ambercon er en af Danmarks førende og mest innovative betonelementproducenter med hovedsæde og produktion i Støvring samt produktion i Genner i Sønderjylland.

Virksomheden har 275 medarbejdere og en omsætning i seneste regnskabsår på 352,4 millioner kroner (2021).

Ambercon leverer betonelementer inden for fire overordnede produktkategorier – henholdsvis betonvægge, forspændt beton, standardfacader og komplekse produkter såsom teglfacader.

Kilde: Ambercon.

Tilmeld nyhedsbrevet fra Dansk Byudvikling