AnnonceTilmeld nyhedsbrevet fra Dansk Byudvikling

Muligvis har danskernes lyst til at rejse til USA lidt et knæk, siden Donald Trump tiltrådte som præsident i USA.

Men det gælder ikke den anden vej rundt, lyder det i en pressemeddelelse fra Wonderful Copenhagen.

I 2024 år satte turismen fra USA ny rekord i Danmarks hovedstad, og alligevel viser helt nye tal for første kvartal 2025, at væksten i amerikanske overnatninger er steget med 17 procent i forhold til første kvartal sidste år.

Sidste år var USA det næststørste internationale marked for hovedstadens turisme og bidrog med den største vækst på tværs af alle markeder i absolutte tal med en fremgang i overnatninger på mere end 150.000. Den udvikling er altså fortsat ind i 2025 på trods af en forandret verden.

Wonderful Copenhagen forventer derfor, at hovedstaden i år for første gang nogensinde vil runde 1 million amerikanske overnatninger.

– I en tid, hvor det dansk-amerikanske forhold bliver debatteret ivrigt, er jeg meget glad for, at så mange amerikanere har lyst til at besøge Danmark. Jeg håber, at den positive udvikling fortsætter, så vi i fremtiden kan byde velkommen til mange flere amerikanske gæster, siger minister for byer og landdistrikter, Morten Dahlin (V).

En undersøgelse viser, at amerikanske gæster har en større lyst til at tage ud af København og opleve andre områder end gennemsnittet. Det billede genkender man eksempelvis i Helsingør, hvor amerikanerne er den største nationalitet blandt internationale gæster på Kronborg Slot.

– Turismen er generelt følsom over for politisk og økonomisk uro, så i det lys er det ekstra glædeligt, at vores hovedstad har så stærkt et brand og er så attraktiv, at vi har stor vækst i gæster fra USA. Samtidig har hovedstaden flot vækst i gæster fra Storbritannien og Sydeuropa, så vi kan bidrage med et stort antal turister, som ellers ikke ville være kommet til landet, siger Søren Tegen Pedersen, administrerende direktør i Wonderful Copenhagen.

Hovedstaden kommer ud af første kvartal med en samlet fremgang i overnatninger på cirka 3 procent i forhold til sidste år, selvom påsken i år ikke ligger i første kvartal, som den gjorde sidste år.

Fremgangen er alene båret af internationale overnatninger. Mens nærmarkederne er mere påvirkede af, at påsken i år ligger uden for første kvartal, og derfor ligger lavere i marts end sidste år, er fremgangen i hovedstaden i årets tre første måneder primært drevet af oversøiske markeder som USA og Storbritannien med vækst på henholdsvis 17 procent og cirka 6 procent samt de sydeuropæiske markeder Italien 16,5 procent og Frankring cirka 5 procent.

Tilmeld nyhedsbrevet fra Dansk Byudvikling