Efter 65 år i byggebranchen er det kendte Odense-firma Amstrup & Baggesen Entreprise gået konkurs.
Det skriver Fyens.dk.
Konkursen blev afsagt tirsdag middag i Skifteretten i Odense, efter at virksomheden selv havde indgivet begæring.
– Kort efter gik vores folk i gang på stedet, men jeg ved endnu ikke så meget, at jeg kan sige mere om årsagen eller problemerne, siger kuratoren, advokat Henrik Steen Jensen fra Holst Advokater i Aarhus.
Ifølge Fyens.dk peger flere forhold dog på, at økonomien gennem en årrække har været presset.
I regnskabsåret 2022/23 havde selskabet et underskud på omkring 9 millioner kroner før skat og 7 millioner kroner efter skat. I 2023/24 landede virksomheden et beskedent overskud på omkring 740.000 kroner før skat og knap 550.000 kroner efter skat. Her blev det meldt ud, at selskabet i 2024/25 forventede et positivt årsresultat på 3-4 millioner kroner.
Men ifølge Fyens.dk er der siden opstået alvorlige problemer på et større byggeri i København, præget af fejl, forsinkelser og tabte voldgiftssager, som yderligere har belastet økonomien.
Virksomheden har især været kendt for opførelsen af butiksbyggerier for dagligvarekæder som Netto, Coop og Dagrofa.
En stor del af byggerierne blev udført af underleverandører, som i nogle tilfælde havde en betydelig del af deres omsætning knyttet til firmaet, skriver Fyens.dk.
Den mangeårige direktør Niels Ove Jensen fratrådte i foråret efter 13 år på posten, men fortsatte som medejer og bestyrelsesmedlem. Han blev afløst af Dan Møller, som Fyens.dk forgæves har forsøgt at få en kommentar fra.
Virksomheden ejes af familierne Amstrup og Baggesen samt Niels Ove Jensen og Ib Nørager Rasmussen.






















