En ny detailhandelsanalyse, der er blevet udarbejdet af Cowi, viser en markant forbedring i handelsbalancen i Holbæk.
Desuden bekræfter analysen, at byen tiltrækker handlende fra hele regionen.
Det skriver Holbæk Kommune i en pressemeddelelse.
Analysen konkluderer, at Holbæk Kommune i 2023 opnåede et handelsoverskud på 410 millioner kroner.
Det er en betydelig stigning på cirka 400 millioner kroner siden den seneste analyse i 2019, med en forbedring i handelsbalancen på hele 5 procentpoint.
– Vi er overvældede af de fremragende resultater fra den detailhandelsanalyse, som Cowi har udført, udtaler Jan Vestergård, chef for Holbæk Byforum.
– De imponerende tal skyldes især det brede udvalg af udvalgsvarebutikker, som tiltrækker kunder fra et større opland. Tallene bekræfter Holbæks stærke butiksstruktur og den betydelige tiltrækningskraft, vi har på nabokommuner og turister.
Borgmester i Holbæk Christina Krzyrosiak Hansen (S) roser det lokale erhvervsliv for deres indsats:
– Jeg er virkelig stolt af vores lokale butikker og erhvervsliv for de resultater, som de leverer. Det er rigtig godt at se, at detailhandlen i Holbæk Kommune samlet set er gået frem siden forrige detailhandelsanalyse fra 2019, og efter nogle svære år med blandt andet corona- og energikrise, udtaler borgmesteren.
Nøglefakta fra analysen
- Detailhandlen i Holbæk Kommune omsatte for knap 4,5 milliarder kroner i 2023 eksklusive omsætningen fra forhandlere af motorkøretøjer.
- Holbæk Kommune opnåede i 2023 et handelsoverskud på 410 millioner kroner.
- Omsætningen er steget med cirka 400 millioner kroner siden 2019.
- Handelsbalancen* er forbedret med 5 procentpoint – til 110 procent.
- Fusionen mellem Holbæk Byforum og Holbæk Megacenter har styrket byens position.
- Detailhandlen i Holbæk tiltrækker kunder fra et større opland og skaber lokale arbejdspladser.
* Handelsbalancen er defineret som forholdet mellem omsætningen og forbruget indenfor en geografi – en handelsbalance over 100 procent betyder, at butikkerne i kommunen tiltrækker handlende kunder fra udenfor kommunen.
Kilde: Holbæk Kommune.