Antallet af bolighandler ramte ny top i oktober

Oktober er indtil videre den måned, hvor der er blevet handlet flest boliger i 2024. Ikke siden marts 2022 er der solgt så mange boliger på en måned. Det viser ny opgørelse over boligsalget fra Boligsiden.

Boligsalget nåede nye højder i oktober. Der blev solgt 8.189 boliger, og det gør oktober til den måned, hvor flest boliger blev handlet i år.

Og vi skal tilbage til marts 2022 for at finde en måned med så mange boligsalg i Danmark.

– Vi har haft nogle år med stærkt stigende inflation, og mange skulle finde en ny balance i privatøkonomien. Det kan have fået køberne til at udskyde beslutningen om at købe ny bolig. Men stigende lønninger og større sikkerhed for, hvordan privatøkonomi og budgetter ser ud, kan have skabt den sikkerhed, der skulle til, for at køberne igen turde skrive under på købsaftalerne, siger Birgit Daetz, der er kommunikationsdirektør og boligøkonom hos Boligsiden.

– I starten af året kom der et nyt lag af usikkerhed på grund af de nye boligskatter, og det lagde igen en dæmper på salget. Men også dét har vi vænnet os til, og det, vi ser nu, er ketchupeffekten, nu hvor et opsparet boligbehov bliver omsat til bolighandler.

Salget af ejerlejligheder blev det højeste i næsten tre år. Med 1.803 solgte ejerlejligheder i oktober i år skal vi tilbage til maj 2021 for at finde en måned med flere lejlighedssalg.

– Ejerlejlighederne har været årets helt store overraskelse. Ejerlejlighederne blev især ramt af høje ejendomsvurderinger og nye boligskatter, og det havde været naturligt, hvis det havde fået køberne til at trække sig. Nu ser vi så et rekordhøjt salg sammen med stigende priser, og vi må konstatere, at vi køber bolig efter behov og ikke efter spekulationer om boligskatterne og deres betydning, siger Birgit Daetz.

Sommerhussalget faldt i oktober med 3,6 procent fra måneden før og følger dermed en forventet udvikling i forhold til kalendermåneden. Alligevel er der solgt langt flere sommerhuse end normalt for årstiden.

Antallet af handler lå på 836 i oktober, og med 2020 som eneste undtagelse har der ikke været flere sommerhushandler i en oktober måned, siden boligstatistikken startede i 2011.

Udvikling i antal handler fordelt på boligtyper

Boligtype Antal handler i oktober Månedlig ændring Antal handler janunar – oktober
Villaer og rækkehuse                          4.887 4,4 procent                        44.286
Ejerlejligheder                           1.803 16,5 procent                         13.799
Sommerhuse                             836 -3,6 procent                          8.106
Alle boligtyper                           8.189 5,6 procent                        72.206

Tabellen viser antallet af solgte boliger i oktober 2024 fordelt på boligtyper. Dertil fremgår ændringen i procent, når dette sammenholdes med september 2024 (månedlig ændring) og det samlede boligsalg fra januar til oktober i 2024. ”Alle boligtyper” dækker over villaer, rækkehuse, ejerlejligheder, sommerhuse, kolonihaver, andelsboliger, landejendomme, helårsgrunde, fritidsgrunde, villalejligheder og lystejendomme. Kilde: Boligsiden.

Tilmeld nyhedsbrevet fra Dansk Byudvikling