I forbindelse med finanslovens forslag om at reducere antallet af offentlig ansatte, planlægges en sanering af Arbejdstilsynets vejledninger.
I en pressemeddelelse roser Dansk Håndværk initiativet, der ifølge brancheforeningen kan gøre det lettere at overskue de mange love, regler og vejledninger, som erhvervslivet skal holde sig orienteret om.
– Det er blevet en næsten uoverskuelig opgave for en mindre virksomhed at følge med i samtlige love, regler og vejledninger på arbejdsmiljøområdet, understreger direktør i Dansk Håndværk Morten Frihagen.
– Et opslag hos arbejdstilsynet viser, at der i dag – ud over love og bekendtgørelser – findes der 175 vejledninger. En arbejdsgiver skal jo følge med i samtlige ændringer og justeringer og det er noget af en administrativ opgave. Selv erfarne virksomhedsledere har svært ved at overskue, hvilke vejledninger, der har betydning for deres fagområde. Og det må være en helt uoverskuelig mundfuld for en nystartet iværksætter. Så en sanering og forenkling af informationerne er et godt initiativ.
At-vejledninger bruges til at uddybe, hvordan reglerne i arbejdsmiljølovgivningen skal fortolkes. De rummer forklaringer om indhold i reglerne, praksis på området og vejledning til, hvordan virksomhederne skal efterkomme reglerne.
Saneringen er en del af regeringens besparelser i finanslovsforslaget, som vil betyde at den offentlige sektor skal reduceres med hvad der svarer til godt 1.000 fuldtidsstillinger.